tirsdag den 25. oktober 2016

En ged på en sjælden rejse

Et af de mest ikoniske kunstværker i en skandinavisk samling, skal lånes ud til udstillinger i London, New York og San Francisco. 

Det drejer sig om værket 'Monogram' (billedet) fra 1955-59 af den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg, og dette værk befinder sig til dagligt på Moderna Museet i Stockholm. 

Det består af en udstoppet angoraged, som er bemalet i hovedet og omkranset af et bildæk. Det hele er placeret på en plade, som er bemalet af kunstneren. 

Når det er interessant, at netop dette kunstværk bliver udlånt til en stor Rauschenberg-udstilling, der turnerer mellem de tre byer, er det fordi, værket er meget skrøbeligt. 

Det blev således ødelagt for nogle år siden, da en museumsgæst ville fotograferes siddende på ryggen af geden. 

Udstillingen i London finder sted på Tate Modern, og kan ses i tidsrummet 1. december 2016-2. april 2017.

Foto: Moderna Museet, Stockholm