søndag den 10. februar 2019

Nordisk arkitektur i verdensklasse

Under mit besøg på Utzon Center fik jeg en omfattende publikation, der belyser Reiulf Ramstad Architects og virksomhedens mange projekter. Opslaget i Contours Horizons viser et projekt, som der netop har været rejsegilde på, og det er såmænd et dansk koncept. Kornets Hus åbner senere i år ved Hjørring.

Jeg skal gerne erkende, at min viden om arkitektur ikke helt matcher mit kendskab til billedkunsten. 

Ikke desto mindre har jeg haft stor fornøjelse af at se og opleve diverse udstillinger med arkitektur som emne på blandt andet kunstmuseet Louisiana. 

Netop museet i Humlebæk har i de senere år sat fokus på arkitekturen gennem adskillige temaudstillinger. 

Nu har jeg imidlertid - og jeg må med skam indrømme for første gang - besøgt Utzon Center i Aalborg, og her viser man lige nu en ret fantastisk udstilling, der viser eksempler på arkitektur fra den norske stjernearkitekt Reiulf Ramstads tegnestue. 

Det er klart, at arkitekturen er svær at udstille, da bygninger ikke sådan umiddelbart lader sig transportere fra deres miljø og ind på et museum, men heldigvis kan man vise og formidle arkitektens arbejde med ord, fotos og ikke mindst modeller af projekter, og det er netop sådanne, der danner udgangspunkt for den aktuelle udstilling, der har fået titlen 'I arkitektens verden'. 

Det hele er orkestreret i et organisk forløb, der inkluderer grønne planter og utallige beskrivelser af de mange projekter, der bliver vist på Utzon Center indtil d. 26. maj.