Jeg glemmer aldrig første gang, jeg lavede mit første rids i en zinkplade. Det spor, jeg afsatte i det forholdsvist bløde materiale, skulle vise sig at få en afgørende betydning i mit billedkunstneriske virke i mange år fremover. Året er 1987. Én af mine meget gode venner, havde anbefalet mig at frekventere det grafiske værksted i den by, som jeg bor i. Værkstedet havde ligget hen i en dvaletilstand i årevis, indtil byens eneste akademiuddannede grafiker fik konstrueret en jobplan, der tog sigte på at få værkstedet på fode igen.
Jeg var blank på området. Havde tegnet fra før jeg kunne gå og malet oliemalerier i en del år. Det grafiske værksted bestod af en dybtrykpresse, som er beregnet til trykning af såkaldte raderinger og ætsninger samt en litografipresse, som jeg ikke umiddelbart var interesseret i. Det var raderingerne, der i første omgang havde min interesse.
Den simpleste - enkleste - form for dybtryk er dét, man med et - for mig stadigt - kryptisk ord kalder for koldnålsradering. Her bearbejder man pladen, som der senere skal trykkes fra, direkte med en meget spids radernål, som er udført i et hærdet materiale. Således begyndte jeg at udarbejde nogle koldnålsraderinger, som jeg trykte i et ganske koncentreret flow.
Jeg lærte forholdsvist hurtigt, hvordan man rent praktisk udfører denne disciplin. Det foregår på dén måde, at man indvalser hele pladen i sværte. Denne sværte - eller trykfarve - tvinges med en lille læderpude - en såkaldt dap - ned i de riller, som udgør arbejdets motiv. Hele pladen er nu fyldt med sværte og således må man aftørre pladen, så overskudsværten, dér hvor fladen skal fremstå hvid, bliver fjernet. Dette foregår med en speciel form for meget stiv gaze, som har en god sugeevne.
Til sidst i processen - inden trykning - tørrer man den sidste overskudsfarve af med f. eks pergamentpapir. Når pladen er klar, skal den trykkes. Det foregår på en såkaldt trykpresse, der udsætter pladen for et meget hårdt tryk, således at farven, som ligger i rillerne afsættes på papiret. Papiret er specialfremstillet kobbertrykpapir, som kan fås i adskillige fabrikater og udførelser.
Det første man gør, er at placere et stykke makulaturpapir på trykbordet, som er det af trykpressens elementer, der fører trykket ind mellem de to massive stålvalser. Makulaturpapirets fuktion er at undgå at der kommer trykfarve på trykbordet. Det kasseres naturligvis efter trykprocessen. Oven på makulaturpapiret placeres så pladen med motivet - og den placeres naturligvis med motivet opad for nu skal papiret anbringes oven på pladen.
Papiret er let fugtet, så det let tager i mod trykfarven. Det må ikke være for vådt og heller ikke for tørt. Her spiller erfaringen ind. Man kan nu anbringe et stykke makulaturpapir oven på arket - og efterfølgende placere et stykke specialfremstilet, meget tykt filt ovenpå igen. Nu fører man med en jævn bevægelse alle elementerne gennem trykpressen.
Nogle trykpresser har en elektrisk mekanisme, der sørger for at processen foregår jævnt; men langt de fleste trykpresser er forsynet med et stort håndtag, som man må betjene manuelt. Det er altid spændende at iagttage det første tryk, som man producerer i et oplag. Skal der arbejdes videre? Eller er man tilfreds med det første forsøg?
Koldnålsraderingen rummer visse karakteristika. Stregen har en egen karakter. Den fremstår ulden og stoflig. Dette blev for mig hurtigt en begrænsning, så jeg måtte ret omgående videre med andre muligheder inden for den sorte kunst…
