søndag den 26. december 2010

Et tilbageblik





Det forekommer måske ikke så progressivt at være tilbageskuende? Ikke desto mindre føler jeg et vist behov for at tage en iagttagelse på 2010 - vel at mærke som året tog sig ud fra værkstedet.
Først og fremmest var 2010 præget af min store udstilling 'Dybt Trykt', som fandt sted på KunstCentret Silkeborg Bad. Ja, i skrivende stund kan udstillingen faktisk stadig ses. Meget af det arbejde, som dette projekt krævede fandt faktisk sted på værkstedet, hvor de mange tryk blev gennemgået minutiøst. Ved den lejlighed fik jeg så at sige spredt en 23 år lang produktion af grafiske arbejder ud - og flere af værkerne, som måske havde fundet deres plads i glemmebogen kom frem i lyset og fik ny næring på den 94 værkers store udstilling.
Maleriet blev måske nedprioriteret lidt i 2010; men jeg har lovet mig selv at råde bod på dette i '11. Som det kan ses i billedrækken herover, blev der da også malet, ligesom der blev lavet en del gouacher og sort-hvide ting.