Således havde jeg også kun i betinget grad forventninger til udstillingen ’Kaleidoscope’ indeholdende en absolut levende installation af Anna Taina i domkirkebyen Viborgs forbilledligt fungerende kunsthal.
Jeg oplevede begivenheden som delt i tre afsnit, hvor man som beskuer til en indledning kunne gå på opdagelse i et rum, hvor spejle ved hjælp af overdheadprojektorer kastede billeder af geometriske tilsnit rundt i rummet, der udgør Viborg Kunsthals østfløj, som adskillige kunstnere gennem årene har udfordret med skiftende held.
En del af helheden udgjordes af en performancedel, hvor kunstneren i magiske og stilfærdige (og tak for det) øjeblikke ved hjælp af brede pensler og maling optegnede de strukturer, som installationen afsatte på væggene.
Det vil sige: Disse ændrede sig, da spejlelementerne i rummet er justerbare; men ikke desto mindre gav de nu malede konturer et tilføjende perspektiv på installationen.
Det mest fascinerende ved processen var den ro, og her gider jeg ikke en gang bruge metaforer vedrørende faldende knappenåle, som prægede rummet ved tilstedeværelsen af et koncentreret publikum, som var medvirkende til en fortættet stemning.
Til en afslutning kunne man opleve refleksionerne ændre sig, mens de malede strukturer på væggene naturligvis optræder, hvor de er afsat.
I den del af syntesen opstår der momenter af stor æstetisk styrke.
På samme tid åbnede i kunsthallen udstillingen ’Måne op’ med ord og billeder af forfatteren Ursula Andkjær Olsen og billedkunstneren Sophia Kalkau.
Mere om denne komplekse del af udstillingerne i Viborg Kunsthal senere.
