tirsdag den 26. november 2024

Sidste udstilling i Kunsthal Nord

 

I 2016 markerede maleren Adam Saks sig i Kunsthal Nord med udstillingen ’Setting sail in a teardrop of fear and desire’.

Jeg har netop modtaget en mail, der fortæller, at en udstilling i Kunsthal Nord i Aalborg bliver udstillingsinstitutionens sidste. 

Der er tale om en konceptudstilling med titlen EDEN og den inkluderer kunstnerne Cody Lucas, Jonas Jørgensen og Anca Hovath

Da kunsthallens tidligere kunstneriske leder Henrik Broch-Lips opsagde sig stilling, var der ikke blandt kulturpolitikerne i Aalborg vilje til at ansætte en efterfølger, og for omkring et år siden kom det frem, at Aalborg Kommune havde andre planer med lokalerne. 

I min tid som dagbladsanmelder besøgte jeg ofte Kunsthal Nord, og det var ofte en stor fornøjelse at opleve kunstnere udfordre kunsthallens postindustrielle miljø. 

Broch-Lips var leder af institutionen fra 2014 til 2019 og det lykkedes ham i den relativt korte periode at gøre Kunsthal Nord til et udstillingssted, som man regnede med – også uden for Aalborgs Kommunegrænse. 

Udstillingen EDEN kan ses i perioden 6. december til 13. december. Udstillingsperioden er altså en uge(!).