Kommende anmeldelser

Lige nu sidder jeg og bearbejder indtrykkene fra en udstilling, jeg besøgte forleden dag, nemlig udstillingen, der på Arne Haugen Sørensen Museum og i Vestjyllands Kunstpavillon markerer Haugen Sørensens 90-års fødselsdag for nylig. 

Jeg er naturligvis i fuld gang med en anmeldelse, som kan læses i en større landsdækkende avis om ikke så længe.

Arne Haugen Sørensen: 'Dyr og damer', 1979, træsnit

Senere i maj aflægger jeg KunstCentret Silkeborg Bad et besøg, og det er der en helt indlysende årsag til. Maleren Anders Moseholm tager temaet "naturen" under behandling i billedlig form, og det synes nærmest selvfølgeligt, at en sådan udstilling under titlen 'Way Out of Me' finder sted netop i Silkeborg, da byen uden beskedenhed har udnævnt sig selv til outdoor-hovedstad. 

Det føler jeg mig overbevist om, at jeg kan få en del ud af, og jeg ser frem til at besøge udstillingen, der kan ses på Badet i tidsrummet 13. maj-18. september. 

Senere på måneden går turen imidlertid nordpå til Skagen, hvor man på kunstmuseet åbner udstillingen 'Krøyer og Paris - Franske forbindelser og nordiske toner'. 

Denne udstilling sammenfatter den historiske superstjerne P.S. Krøyer med et større antal franske kunstnere fra hans samtid, og her er der al mulig grund til næsten umulige forventninger, når jeg nævner navne som Monet, Bastien-Lepage, Chartran, Rodin og Millet. 

Om denne udstilling, der ledsages af et stort forskningsbaseret bogværk, hedder det blandt andet i museets pressemeddelelse: »I udstillingen er det muligt at følge Krøyer i de vigtige år fra 1877, hvor han rejser til Paris som ung kunstner og frem til 1900, hvor hans franske eventyr når sit klimaks«. 

Udstillingen varer faktisk også fra d. 13. maj til d. 18. september.

Claude Monet: 'Tog i sneen/lokomotivet', 1875, olie på lærred (foto: Musée Marmottan Monet, Paris)

Arne Haugen Sørensen 90 år

 

Arne Haugen Sørensen: 'Sandhedens blå time', 1975 (foto: Vestjyllands Kunstpavillon)

For nylig fyldte billedkunstneren Arne Haugen Sørensen 90 år, og i den anledning er der åbnet en udstilling i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, som tillige rummer kunstnerens museum. 

I anledning af den runde dag skrev Peter Michael Hornung i Politiken et portræt af Haugen Sørensen og her hed det blandt andet, at kunstneren flyttede bort fra Danmark til det sydlige Spanien, da han for det første var led og ked af det grå mørke i fædrelandet samt den - i hans verden - smålige og perfide kunstkritik, som dengang var på dagsordenen herhjemme. 

Nu prøver jeg ikke desto mindre selv at drage en tur til Videbæk med henblik på at anmelde fødselsdagsudstillingen, og så må vi se, om jeg kan finde nogle mindre smålige og perfide betragtninger om udstillingen, som kan ses frem til d. 17. juli.

Den Frie virker ufri

 

Jeg besøgte forleden dag Den Frie Udstilling i sammenslutningens smukke hus på Østerbro i København. 

Jeg må sige, at Den Frie efterhånden forekommer list "støvet" og fra en forgangen tid. Man kan måske oven i købet antyde, at grupperingen virker lidt ufri i forhold til navnet. 

Anyway: Der er tale om en af dronningerigets fremmeste kunstnersammenslutninger, og set i netop dette perspektiv, er der naturligvis kunstnere og værker, som ser ud, som om de er produceret med henblik på Den Fries årlige udstilling. 

Til gengæld finder man utallige ting, som ligner elementer fra kunstnernes overskudslager, og det er da ærgerligt, når de pågældende kunstnere besidder det åbenlyse privilegium, som det er at udstille en gang om året i en af Danmarks smukkeste udstillingsbygninger. 

Uanset hvad jeg mener - hvilket muligvis ikke har den store betydning - kan Den Frie Udstilling ses i Den Frie Kunstudstillings bygning frem til d 29. maj.

Jørgen Haugen Sørensen-udstilling kan nås endnu

 

Jørgen Haugen Sørensen: 'The Defence of the Public Opinion', 2000. Bronzerelief.

»Som udstilling kuldkaster udstillingen ikke det, som vi allerede ved om Jørgen Haugen Sørensen eller respekterer ham for. Vi ved, at han gerne satte sig ud over alle forudsætninger. Men vi ved også, at han ikke var en, der følte sig kaldet til at opfinde en helt ny stilart, bare for effektens og aktualitetens skyld«

Det er stadig muligt at opleve udstillingen 'Før og lidt efter' med værker af den for nyligt afdøde billedhugger Jørgen Haugen Sørensen, som Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung har tildelt fire stjerner i sin en anmeldelse af udstillingen, som kan ses hos Hans Alf Gallery i København frem til d. 14. maj. 

Og den er seværdig, skulle jeg hilse og sige...

Suzanne Valadon på Glyptoteket

»Dette talent udmønter sig i værker, der måske nok deler motiv med mange af hendes samtidige kunstnerkollegers malerier, men hvor al romantisering er som ætset væk. I stedet ses en usædvanlig sort og fed konturlinje, ikke mindst i hendes grafik, der hele tiden truer illusionen af dybde i gengivelsen, men aldrig helt ødelægger den«

Citatet stammer fra en kunstanmeldelse, der ganske vist har nogle måneder bag sig, men som stadig er relevant, da udstillingen 'Suzanne Valadon - model, maler, rebel' kan ses på Ny Carlsberg Glyptotek i København frem til d. 31. juli. 

Det er Politikens anmelder Trine Ross, der har beskrevet udstillingen, og jeg har netop selv haft mulighed for at se en fin præsentation af Valadon, der levede i primært Paris i årene 1865-1938. 

Hendes kunstneriske løbebane illustreres i tre ord i udstillingens titel, hvor det blandt andet fremgår, at hun begyndte sin karriere som model for nogle af tidens store malere. 

Som det fremgår på Ny Carlsberg Glyptotek blev modeltilværelsen erstattet af en karriere som maler og grafiker. 

Trine Ross gav udstillingen fem hjerter ud af seks mulige i Politiken og Jyllands-Postens anmelder Tom Jørgensen var enig i den vurdering, da han gav tilsvarende fem stjerner i avisen.  

Fernisering i Horsens et tilløbsstykke

 

Det er muligt, at TV er et stærkt medie, og når kunstneren Frederik Næblerød nogle gange har optrådt i diverse sammenhænge på landsdækkende fjernsyn, er der en tilsvarende mulighed for, at den unge kunstner har tilegnet sig lidt af en kendiseffekt. 

Således deltog han i en serie på DR, som havde tema i en sammenbragt flok kunstnere, der blev sat i stævne i Skagen, og en af de øvrige kunstnere, som deltog i denne programserie, var Erik A. Frandsen, som jeg talte med om fænomenet Næblerød over en øl for nyligt, og 

Frandsen erklærede sig som stor fan af den unge kunstner. Således kunne Horsens Kunstmuseum d. 23. april åbne udstillingen 'Time to Move', som er Næblerøds første museumsudstilling, og netop denne begivenhed udtrykte kunstneren en stor glæde samt en passende ydmyghed over, da jeg talte med ham under udstillingens åbning, som var et tilløbsstykke af dimensioner. 

Måske TV-effekten gjorde sit til, at de gode folk fra Horsens og tilstødende købstæder havde fundet vej til Horsens Kunstmuseum? Museets direktør havde i hvert fald svært ved at skjule sin begejstring over det store fremmøde. 

Hvad udstillingen i øvrigt drejer sig om, forholder jeg mig meget mere til senere, da jeg skal i gang med en anmeldelse. 

'Time to Move' kan ses frem til d. 21. august.

Verden er svimlende

 

Vertigo': Udsnit af Jeremy Shaws videoinstallation 'Phase Shifting Index' fra 2020.

»Behovet for fast grund under fødderne er legitimt, men hånden på hjertet - ofte stivner vi og bliver usmidige i fastlåste meninger og forståelser af tingene. Og verden er jo svimlende. Foranderlig, uforudsigelig og uoverskuelig. Sådan er det bare, selv om vi køber nok så mange forsikringspakker og forsøger at holde fast i tingene og regne den ud«

Ole Bak Jakobsen, som er redaktør og anmelder på webportalen kunsten.nu har været på besøg i udstillingen 'Vertigo' på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og det er nok muligt, at Jakobsen er ude i en filosofisk begrebsverden i citatet, som kan læses herover, men han går faktisk i anmeldelsen ganske grundigt til værks i beskrivelsen af fem installationskunstneres værker. 

Udstillingen er, som jeg vistnok tidligere her på siden har givet udtryk for, ret kompleks og rummer stærke antropologiske indslag i en visuel forstand. 

De fem værker har for så vidt kun til fælles, at de alle mere eller mindre bruger videomediet som narrative værktøjer, og udstillingen er fremragende, hvilket anmelderen også bekræfter blandt andet med udsagnet om, at der er tale om »et brag af en udstilling«.