Museernes samlinger #3

 

Per Kirkeby: 'Blåt stakit', 1965

Per Kirkeby: 'Del af Trækvogn 13' - detalje. U.å.

Per Kirkeby: 'Stilleben', 1980

A.R. Penck: 'DMVF - The Modern Viking Fighting', 2020

Markus Lüpertz: Uden titel - tysk motiv, 1972

Georg Baselitz: 'Nude 73 Remix', 2007

For det første må det være en fornøjelse, når det lykkes et kunstmuseum at få stablet en udstilling på benene med nogle af Europas fremmeste kunstnere, men jeg er sikker på, at glæden mangedobles, når værker fra de skiftende udstillinger bliver implementeret i museets samling. 

Således har Per Kirkeby en væsentlig rolle at spille i Museum Jorns profil, og netop Kirkebys tyske kammerater har været temaer på skiftende og vellykkede udstillinger på museet i de seneste år. 

Af samme årsag er det glædeligt, at museet har valgt at foretage et koncentrat af de væker, som nu indgår i samlingen, og som nu vises under titlen ’Per Kirkeby & Co. 

Det er naturligvis foruden Kirkeby værker af A.R. Penck, Georg Baselitz og Markus Lüpertz, det drejer sig om, og der er fin harmoni i den samlede præsentation, hvilket forhåbentligt fremgår af billederne herover.

Museernes samlinger #2

 

’Jorns fællesskaber’: malerier af Pierre Alechinsky & Walasse Ting

’Installationsfotos fra udstillingen Jorns fællesskaber’

For nyligt kunne jeg her på blog'en berette om en samlingsudstilling på ARoS, som jeg finder, er lidt retningsløs og uden gennemgående tema. 

Hvad der ligger til grund for kurateringen, ved jeg af gode grunde ikke, men på Museum Jorn i Silkeborg har man sat et emne på en udstilling, der dog ikke slår sig op på at være en samlingsudstilling på trods af, at det unægtelig ser ud som om, at de udstillede værker på udstillingen ’Jorns fællesskaber’ er hentet i museets magasiner, som efterhånden må bugne af kunstværker. 

De udstillede værker har et fælles træk, nemlig at de alle er forankret i den kollektive filosofi, hvilket kan iagttages på adskillige måder. 

Normalt har jeg det lidt stramt med kunstværker - især inden for genren maleri - hvor to eller flere kunstnere har været i den skabende rolle på samme værk. 

Derfor var det overraskende, at et antal malerier udført af Pierre Alechinsky og Walasse Ting i begyndelsen af 1960’erne udgør den mest vitale del af udstillingen, som er fint sammenhængende og fyldt med overrumlende indslag. 

Hvordan det hænger sammen, kan man se og opleve på museet i Silkeborg frem til d. 20. maj 2024.

Elektrificerende 'Rebel Rebel'

 

Installationsfotos fra udstillingen ’Rebel Rebel’ med installationen ’The Star’ i den visuelle forgrund

'Rebel', 2021. Portræt af Zinat Moadab. Tempera på kalveskinspergament.

Da solen skinnede fra en skyfri frosthimmel udenfor, var det næsten en magisk oplevelse at gå indenfor i halvmørket i Soheila Sokhanvaris udstilling ’Rebel Rebel på ARoS i Aarhus. 

Om udstillingen med kunstneren, der er født i 1964 i Iran, men i dag bosiddende i Cambridge i England, skrev en af mine venner på Facebook: »Helt vidunderligt rum. Meget flot udstilling. Jeg følte mig som suget ind, koblet på som et stik i en stikkontakt, elektrificeret i samme øjeblik, jeg trådte ind…«. 

Jeg kan sagtens følge denne iagttagelse. 

Udstillingen belyser, hvad kunstneren selv beskriver som »kollektive forhold gennem enkeltpersoners fortællinger. For at fortælle historien om det prærevolutionære Iran besluttede jeg at fokusere på nogle af landets mest kendte kvinder […] De udvalgte kvinder er alle udøvende kunstnere: De var de mest synlige, og derfor var det også dem, der tydeligst blev gjort tavse efter revolutionen i 1979«. 

Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 2. juni 2024.

Museernes samlinger #1

 

Robert Rauschenberg: ’Catch Urban Bourbon’, 1993. Akryl på spejl og lakeret aluminium

Det er helt naturligt, at landets mange kunstmuseer udstiller deres samlinger for publikum. Især museer, som har store og betydningsfulde ting i magasinerne, kan være interessante at gå på opdagelse hos. 

Nu viser kunstmuseet ARoS i Aarhus f.eks. udstillingen ’ARoS Samling 1960 - nu’, og den rummer bestemt fine værker og udtrykker samtidigt en vis alsidighed i udvalget. 

Jeg kunne nu godt tænke mig, at man i kurateringen var gået lidt mere konceptuelt til værks og måske oven i købet havde gravet dybere i magasinerne med henblik på at finde kunstværker, der ikke er blevet vist på museet ret ofte i de senere år. 

Måske har jeg blot besøgt ARoS for tit, siden museet åbnede i sin nuværende form i 2004, eller måske har de unge museumsinspektører ikke den store interesse i at finde guldet blandt mere eller mindre glemte kunstnere? 

»Hvor mon den er, den røde tråd«? spørger jeg mig selv, mens jeg foretager en runde i udstillingen. 

Heldigvis finder man et stort mesterværk af Robert Rauschenberg i udstillingen, og det er gengivet herover.

Videoreportage om min rolle som skribent og kunstanmelder

 

 

©Foto8600 2024

Man kan muligvis antyde, at der er tale om halvdårlig timing, da fotografen og videodokumentaristen Per Pedersen valgte at lave et portræt af mig som skribent og kunstanmelder, da jeg har afsluttet dette kapitel i mit liv, men ikke desto mindre fabulerer jeg i interviewet over rollen som anmelder. 

Reportagen kan ses herover. 

Olie på lærred

 

’Strand eftermiddag’. Olie på lærred. 54 x 65 cm.

Rent motivisk er der stadig sommer på værkstedet på trods af, at sneen ligger som en tynd dyne over landskabet udenfor. 

Værket herover er dog det første oliemaleri, jeg har foretaget inden for det seneste par år, men jeg lover højt og helligt, at det ikke bliver det sidste.

Ron Muecks verden i nyt perspektiv

 

Ron Mueck: 'A Girl', 'Boy' og 'Woman With Shopping'

I snart 20 år har skulpturen ’Boy’ stået - eller siddet - som et kendetegn og vartegn på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Jeg tror, de fleste har iagttaget den overdimensionerede dreng med en vis skræk, for tænk hvis han nu havde været levende?

Jeg stiftede bekendtskab med ’Boy’, da jeg deltog i ARoS’ og i øvrigt mit første pressemøde på museet inden åbningen i 2004, og på det tidspunkt havde jeg en kat som kæle- og husdyr. Jeg kunne ikke lade være med at se katten og drengen i et synkroniseret størrelsesforhold med mig i rollen som kat. Ikke så underligt, at kløerne virker som søm i sokkerne, når man føler sig presset.

Lillesøster

I anledning af 20-året for ARoS’ indvielse har museet nu iscenesat en interessant udstilling med foruden 'Boy' to andre af australske Ron Muecks værker, og det er jo som bekendt netop ham, som står bag ’Boy’, som nu, temporært i hvert fald, har fået en lillesøster.

I lighed med drengen, er den nyfødte pige dømt til samme alder i tid og evighed. Glasfiber ændrer sig ikke - selv over en lang årrække.

Ron Muecks værker kan på overfladen virke glatte og uden synderlig materialitet, men i sine bestræbelser på at skabe skulpturer af superrealistiske karakterer, er han dybest set langt mere interesseret i at komme ind bag de gemytter, der ligger til grund for figurerne. I samme moment arbejder han, som antydet, med størrelsesforhold som en væsentlig del af et samlet udtryk.

En kvinde, der har et trist og anstrengt udtryk, er således en anelse underdimensioneret i forhold til en naturlig proportion. Hun er iklædt en kedelig jakke, har en indkøbspose i hver hånd og hun bærer en let karikeret baby under jakken.

Der er mange tolkningspotentialer i værket: Hvem er hun, hvor skal hun hen og hvorfor? Det hele står hen i det uvisse, og netop her er det lykkedes Mueck at skabe en karakter, som kunne pirre iagttagerens nysgerrighed.

Ron Mueck blev født den 20. oktober 1958 i Melbourne, Australien. Han begyndte sin karriere som dukkemager for film- og tv-produktioner, herunder arbejdet på Jim Hensons ’The Muppet Show’ og Frank Oz' ’Dark Crystal’. Han bor og arbejder i dag på Isle of Wight i Storbritannien.

Skulptur af afdød far

Ron Muecks skulpturer er kendt for deres imponerende detaljer og nøjagtige gengivelser af menneskekroppen. Han skaber ofte overdimensionerede eller undervægtige figurer, hvilket giver en forvrænget skala, der fremhæver skulpturernes følelsesmæssige og psykologiske dybde. Hans arbejde udforsker temaer som identitet, ensomhed og menneskelig eksistens.

Han fik international anerkendelse i 1997 på Documenta i Kassel, Tyskland, hvor han udstillede ’Dead Dad’ - en skulptur af sin afdøde far, som blev regnet som et bemærkelsesværdigt og kontroversielt værk. Siden da har Ron Mueck udstillet sine værker verden over og har opnået stor anerkendelse for sit unikke bidrag til moderne skulptur.

Hvad jeg måske savner lidt på den aktuelle udstilling, der blot indeholder de tre værker og et ungdomsportræt af kunstneren, er lidt baggrundsmateriale, der kunne illustrere Muecks baggrund for at producere værkerne, som han gør.

Findes der for eksempel skitse- og fotomateriale, som kunne anskueliggøre tilblivelsesprocesserne? Spørgsmålet forbliver ubesvaret i udstillingsregi, men ellers er det faktisk befriende at se skulpturerne i et neutralt hvidt rum uden dikkedarer.

Udstillingen ’Ron Mueck – Art and Life’ kan ses på ARoS i perioden 10. januar 2024 – 5. januar 2025.