mandag den 19. juli 2021

Kritisk blik på det nye H.C. Andersens Hus

 

'Den lille pige med svovlstikkerne' er blot ét af utallige temaer i det nye H.C. Andersens Hus i Odense


»Det er uambitiøst og provinsielt og bestemt ikke i Andersens ånd. Med mindre vi da tænker på ham som ren snob. Mange af elementerne i udstillingen her er lavet af anerkendte, internationale kunstnere. Problemet er bare, at de er blevet bedt om ikke at lave noget som helst andet end banal repræsentation af et velkendt motiv fra de mest gennemtærskede dele af et forfatterskab, der ellers rummer rigeligt med overraskelser og vildskab«


Man kan roligt sige, at Harald Voetman i dagbladet Information giver et stærkt kritisk indblik i det nye og halvfærdige H.C. Andersens Hus i Odense. 


Jeg har selv haft mulighed for at kigge på huset - og dét vel at mærke mens det stadig lignede outlet-udsalg fra et byggemarkeds overskudslager. Derfor havde jeg også svært ved at skrive en fyldestgørende anmeldelse af stedet. 


Det lykkedes dog ikke desto mindre med hjælp fra fantasien at få sammenfattet nogle ord om H.C. Andersens nye domicil. Og det med fantasien skal tages dybt alvorligt, og det drejer sig jo om H.C. Andersen, så i det perspektiv er udfordringerne vel til at forstå. 


Jeg må dog sige, at Voetman i sin kritik har adskillige væsentlige pointer, men dem skal man naturligvis læse i Information, som sikkert kan findes på det nærmeste bibliotek.