tirsdag den 8. november 2022

Kritik af kritikeren

 






For nylig skrev jeg en anmeldelse af den aktuelle udstilling med værker af Franciska Clausen på ARoS i Aarhus, og jeg gav ud fra et kunstfagligt perspektiv udstillingen fem stjerner.

En tidligere anmelderkollega har efterfølgende sendt mig en mail, hvori vedkommende faktisk kritiserer mig for ikke at underbygge et underspillet kritikpunkt vedrørende udstillingens iscenesættelse og farvesætning.

Jeg er fuldstændigt på det rene med, at kunstudstillinger i de seneste år er blevet pakket lidt for farverigt ind, og det gælder i allerhøjeste grad også den aktuelle, hvilket kan ses på billederne herover.

Når jeg imidlertid blot vælger at beskrive "indpakningen" med at udtrykke visse forbehold over for en disponering, som jeg ellers fremhæver, at jeg ikke vil gå nærmere ind i en dybere beskrivelse af, skal det ses derhen, at jeg ofte tidligere har været ude med riven i forhold til især ARoS' udstillingsdisponeringer.

Jeg håber da, at udstillingens kuratorer og arkitekt er i stand til at læse mellem linjerne, men måske er det at sætte forventningerne for højt?