tirsdag den 2. april 2024

Selvportræt af Wilhelm Bendz til Ribe Kunstmuseum

 

Selvportrættet af Wilhelm Benz er malet i 1826 og måler 47 x 38 cm. (foto: Ribe Kunstmuseum)

For en måneds tid siden kunne jeg her på blog'en berette om de nyeste hammerslag hos auktionshuset Bruun Rasmussen. 

I kategorien ’ældre malerier’ blev der blandt andet solgt et selvportræt af maleren Wilhelm Bendz (1804-1832). 

Hammerslaget ramte 1,4 millioner kr. og køberen er Ribe Kunstmuseum, der dermed kan inkludere værket i museets samling. 

Bendz blev desværre kun 28 år gammel og derfor er hans produktion forholdsvis begrænset; men om købet udtaler Ribe Kunstmuseums direktør Anne-Mette Villumsen: »Der findes kun få kendte værker af Wilhelm Bendz, og derfor er vi lykkelige for, at vi har fået et så vigtigt værk af Bendz til Ribe Kunstmuseums guldaldersamling«. 

Værket er det hidtil dyreste indkøb i Ribe Kunstmuseums historie.