Portrætter, som her af en kvinde, er ikke et fremmed motivvalg for Niels Corfitzen (pressefoto: Galleriet Jørgen Østergaard)
’Abstrakte figurationer’… Ja, det lyder da helt vidt underligt; men det er ikke desto mindre titlen på en udstilling med maleren Niels Corfizen, der åbner senere i januar hos Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast.
Når jeg udtrykker en vis undren over titlen, skal det ses i, at jeg faktisk har kendt Corfitzen i mange år, da vi begge var engageret hos CopehArt Gallery i Valby tilbage i 00’erne.
Her lærte jeg Corfitzen at kende som primært figurativ kunstner, men jeg kan god se, at der kommer flere og flere ”forstyrrende” abstrakte detaljer ind i hans maleri, og dette bør nok tilskrives kunstnerens permanente behov for at eksperimentere med teksturer og udtryk.
Niels Corfitzen er en flittig udstiller på diverse gallerier i kongeriget, og jeg har faktisk ikke tal på hvor mange gange, han har udstillet hos Østergaard i Ikast.
Udstillingen her åbner med fernisering lørdag d. 11. januar og kan ses frem til d. 9. februar.