mandag den 2. december 2019

'Århuspigen' under hammeren

Kai Nielsen: 'Århuspigen' no. III, 1921, bronze. Højde: 175 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Når jeg - ofte - spadserer fra banegården i Aarhus og videre ud i byen, går jeg for det meste igennem Rådhusparken, hvor jeg hver gang glæder mig over skulpturen 'Århuspigen', som blev skabt helt tilbage i 1921 af billedhuggeren Kai Nielsen, og skulpturen blev købt af Scalas daværende direktør Frede Skaarup til opstilling ved Aarhus Stadion. 

Efter en brand blev skulpturen i 1948 opstillet i parken bag Aarhus Rådhus, og her er den stadig placeret. 

Det er en afstøbning af denne skulptur, der d. 4. december kommer under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København. 

Denne version har gennem et kvart århundrede været placeret i en forretning i Aarhus, men da forretningen lukker nu, har man valgt at sætte værket på auktion. 

Om den så når den estimerede pris på en million kroner, kan kun tiden vise.