tirsdag den 3. december 2019

VejleMuseerne henter ny chef hos DR

"Det er klart, at der er en masse nyt, jeg skal lære, og det il kræve en stejl læringskurve i starten". Sådan udtaler den kommende museumschef for VejleMuseerne, Flemming Hedegaard Larsen (billedet), i en pressemeddelelse, som Vejle Kommune har publiceret i anledning af, at Larsen er blevet udnævnt som ny leder af det samlede museumsprojekt i Vejle. 

Larsen har tidligere fungeret som kanalchef hos DRK og DR2, og det kan forekomme besynderligt, at man i Vejle har ansat en redaktionel medarbejder som leder af en museumsinstitution. 

Men som uddannet cand.comm. må man trods alt formode, at Larsen vil være i stand til at styrke VejleMuseernes profil udadtil, og samtidigt én gang for alle få kunstmuseumsdelen adskilt fra den historiske del af museet. 

Det sidste er desværre et stort problem, og Googler man Vejle Kunstmuseum, bliver man automatisk ledt ind på vejlemuseerne.dk, hvorfra man skal navigere sig frem til kunstmuseets profil. 

Det må være et væsentligt element at løse for en kommunikationsperson - som en indledende manøvre!