onsdag den 12. januar 2022

Museer og kunsthaller genåbner


Fra d. 18. januar har publikum igen mulighed for at se den farverige Verner Panton-udstilling på Trapholt i Kolding.

På et pressemøde onsdag d. 12. januar blev det offentliggjort, at en del af de restriktioner, som har påvirket dele af samfundet siden midt i december, nu bliver lempet. 

Det drejer sig blandt andet om museer og kunsthaller, og det er glimrende, at man nu kan begynde at planlægge den nærmeste fremtid med hensyn til kommende kunstanmeldelser. 

Til gengæld holder man fast i indskrænkninger af nattelivets aktiviteter, hvilket nok vil ærgre rigtig mange restauratører og ejere af selskabslokaler samt spillehaller og kasinoer. 

Restriktionerne ophører for de aktuelle institutioner ved overgangen til uge 3. Det vil sige, at man har mulighed for at åbne for adgangen til museer og kunsthaller allerede fra mandag d. 17. januar, men da langt de fleste museer holder lukket om mandagen, er første åbningsdag for hovedpartens vedkommende tirsdag d. 18. 

Faktisk er man her gået imod Epidemikommissionen, da man fra politisk side har hævet det anbefalede forsamlingsloft fra 350 til 500. 

Således kan jeg selv komme ud i landet og se på kunst, og i første omgang drejede det sig om Erik A. Frandsen-udstillingen 'Giottos metode', der skulle åbne på Trapholt i Kolding d. 20. januar, hvilket imidlertid nu ikke synes at kunne lade sig gøre. Man arbejder i Kolding med en dato et stykke inde i februar. 

Sidst på måneden går turen dog alligevel til Kolding, hvor Koldinghus viser udstillingen 'Mary & Kronprinsesserne', som er en udstilling, der er iscenesat i anledning af Kronprinsesse Marys snarlige 50-års fødselsdag. 

I næsten samme moment er jeg indbudt til fernisering på udstillingen 'De fire årstider' på Skovgaard Museet i Viborg, som viser nye værker af maleren Jesper Christiansen. Denne udstilling åbner d. 22. januar. 

På kunstmuseet HEART i Herning åbner man tillige d. 22. januar udstillingen 'Made on Earth' med skulpturer af den britiske billedhugger Tony Cragg

Der er således ingen fare for, at jeg bliver arbejdsløs inden for den kommende tid.