”En farve er ikke noget i sig selv. Den får først en betydning i dét øjeblik, den optræder sammen med en anden fare og fungerer komplimentært i forhold til denne!” Sådan tordnede min gamle malerlærer ofte dengang i de mørke og inflationsramte halvfjerdsere. Altså, dét er sådan set børnelærdom – eller under alle omstændigheder noget, der er kommet ind med – ikke modermælken, men de utallige guldøl, der blev konsumeret på malerskolen.
Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.
Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.
Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?
Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!
Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.
Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.
Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?
Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!
