tirsdag den 15. juli 2008

Hviledag


Hvad stiller man op med en hviledag? Der er sådan set mange muligheder. Der står flere godt begyndte malerier på staffelierne på værkstedet. En hæk trænger i høj grad til at blive klippet – det er jo langt over St. Hans. Hvorfor så denne rastløshed?

Der er hviledag i Tour de France! Det vil sige, at rytterne ”hviler” sig med en rask træningstur på vel godt og vel 100 km. i Pyrnæerne inden det i morgen atter går løs. Kald det blot et hvil. Jeg ville sandsynligvis ikke selv overleve denne lettere gang træning, der blot skal holde de famøse ben i gang og holde maskineriet smurt.

Det danske hold hedder nu CSC-Saxo Bank. Et åbent spørgsmål er nu, om denne nye rent danske hovedsponsor vil lægge et vist pres på holdejer Riis i bestræbelserne på, at få nogle flere danske ryttere til start i Tour’en til næste år? De er klar, efter min bedste overbevisning. Faktisk tror jeg, at Lars Bak og Chris Anker kunne have gjort en glimrende figur på det danske hold allerede i år? Well, well! Holdejeren og hans sportsdirektører sætter holdet; men alligevel…?

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man skal tolke CSC-Saxo Banks indsats i Tour de France indtil nu. På den store Pyrnæ-etape med mål i legendariske – ikke mindst for danskere – Hautakam, viste holdet sig ganske vist langt fremme i løbet og Fränk Schleck kom ind som en flot nummer tre og er i skrivende stund kune ét sølle sekund fra den gule trøje, der på den omtalte etape blev overtaget af Cadel Evans. Dén trøje bliver svær at vriste fra den australske all-roundrytter. Flere af de næmeste favoritter blev sat af på etapen, så Evans har vel kun Schleck, Sastre og Mentchov at holde øje med plus naturligvis en fuldstændigt uforudsigelig italiener ved navn Ricco.

Nu er der hviledag. Jeg vil se at få noget bestilt!