Marina Abramovic: 'Energibeklædning (Konisk hat)'. 2001. Fem hatte, papir, stof, magnet.
"Siden den retrospektive præsentation af Abramovic på Kunsthallen Brandts i Odense i 1996 har der ikke været nogen større udstilling med hende i Danmark. Det er glimrende, at hun nu bliver kanoniseret med en spektakulær udstilling af selveste Louisiana. Men ærgerligt, at det ikke sker med samme portion mod og konsekvens, som kunstnerens tidlige værker var kendetegnet ved"
Citatet herover stammer fra en anmeldelse af Rune Gade, der blev bragt tidligere på sommeren i avisen Information i forbindelse med åbningen af den omfattende udstilling med action- og performancekunstneren Marina Abramovic på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Meningerne har været delte blandt anmelderne af Abramovic-udstillingen, men Tom Jørgensen gav dog seks stjerner i Jyllands-Posten til, hvad han betegner som "performancekunstens ukronede dronning".
Ellers er kritikpunkterne forankret i, at Abramovics ofte radikale og grænsesøgende aktioner nu er blevet musealiserede og fremstår i en æstetisk korrekthed, som ligger langt fra det oprindelige udtryk.
Jeg har netop selv set udstillingen, og den er voldsom, og på museet har man valgt at benytte udsagnet"museet er et frirum, hvor kunstnere kan eksperimentere med værdier og normer", som en anelse mærkværdigt bliver efterfulgt af noget, der nærmest ligner en advarsel: "Marina Abramovics kunst rummer voldsomme billeder, pågående lyd og nøgne kroppe". Så kan man tygge lidt på dét!
Udstillingen kan ses frem til d. 22. oktober.