fredag den 20. september 2019

Kunst på Arbejde skifter direktør

En gang midt på sommeren kunne jeg her på blog'en fortælle, at tidligere kunstnerisk leder på Kunsthal Nord, Henrik Broch-Lips, var blevet ansat som direktør hos Kunst på Arbejde, som er en organisation, som formidler kunst blandt 3.700 værker til danske arbejdspladser. 

Broch-Lips' engagement blev påbegyndt d. 1. september, men allerede nu modtager jeg en pressemeddelelse fra virksomhedens bestyrelsesformand, Lisbeth Heyde, som kan fortælle at man nu har ansat den tidligere kurator ved Brandts og ARoS, mag. art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet Anna Krogh (billedet) som direktør. 

Her hedder det desuden, at Henrik Broch-Lips har valgt at fratræde sin stilling efter få uger på posten. 

Ifølge kunstportalen kunsten.nu forklarer Heyde det ophørte samarbejde med ordene "manglende match", og i øvrigt vil formanden hellere se fremad, end hun vil se tilbage. 

Det kan man måske godt forstå?

Foto: Søren Rønholt