Alle med en vis kunsthistorisk interesse ved, hvordan Manets ’Frokost i det Grønne’ ser ud. Er der overhovedet nogen som helst grund til at træde mere i dét tema? Det mener kunstgruppen FuFo tilsyneladende.
Der er ikke noget nyt i at foretage nutidige skildringer af historiske kunstværker. For eksempel har selveste Picasso på et tidspunkt konstrueret sin udgave af Manets legendariske ’Frokost i det Grønne’ – og præcist dette maleri er et værk i kunsthistorien, der er fortolket grundigt – for ikke at sige i hoved og røv.
Nutidskunsten og værdierne
Hvis man er bekendt med historikeren Leo Tandrups grundsyn vedrørende hans egen samtids inferiøre livsværdier, som i Tandrups optik fremstår ganske tydeligt i kunstverdenen – og i særdeleshed i den abstrakte billedkunst samt i postmodernismen, ved man at billedkunsten handler om menneskelige apparitioner og en tilbagevenden til tidligere tiders værdisæt. Nutidskunsten bør således besidde et socialt aspekt i klar opposition til filosofien om den ”ensomme kunstners kamp med mediet”.
Det drejer sig i sagens natur ikke om i hvilken position kunstneren befinder sig i skabelsesmomentet; men i langt højere grad, hvor han befinder sig i anskuelse i forbindelse med det samfund, der omgiver ham.
Hele dette mønster, der tilsyneladende har til formål at idealisere historien, bliver dog en anelse uensartet, når fire kunstnere, stærkt animeret af deres nådesløse nestor, tager livtag med en serie milepæle i det kunsthistoriske landskab.
Fire malere
De fire kunstnere, Bjørn Eriksen, Carsten Frank, Jørgen Steinicke og Karen T. Christensen, har hver især deres base i maleriet. Individuelt har de udmærket sig på forskellige måder. Frank således som dét, man vel kunne kalde ”gallerimaler”, hvilket Leo Tandrup i tidernes morgen kommenterede med et ”…er du ikke snart træt af, at tilfredsstille borgerskabet?” hvortil Frank overrumplet udbrød ”det skal du da ikke bestemme!”
Efterfølgende har Leo Tandrup tilsyneladende bestemt sig for netop at – bestemme. Carsten Frank er i alle tilfælde én af de kunstnere, der med jævne mellemrum har lagt øre til Tandrups analyser, der lidt for ofte – måske af mangel på bedre – har været rodfæstet i ét bestemt fænomen, nemlig ”nihilisme”, som bruges som model for den værdiudhulning, man efter historikerens mening blandt andet finder i nutidskunsten.
På udebane
På KunstCentret Silkborg Bad åbnede for nyligt en udstilling med titlen ’To mennesker mødes’. Og netop denne udstilling viser, hvad FuFo har fået ud af at parafrasere de store værker i kunsthistorien. Det er tydeligt, at det har været en vanskelig og kompliceret proces for de fire kunstnere, der samtidigt har haft en evig energisk, trods en alvorlig sygdom med efterfølgende operation, Leo Tandrup.
Sådanne arbejdsbetingelser, kunne man nemt formode, ville afstedkomme stive og ufrie værker. Og det er da også tydeligt, at kunstnerne har været på udebane. I nogle tilfælde har det været gavnligt med denne historiebaserede opstramning og i andre tilfælde har det haft en helt anderledes tvivlsom effekt.
Bjørn Eriksen arbejder med stoffet på sin helt egen måde. Det ville være nærliggende at kalde Eriksen for en slags naivist; men dén betegnelse er langt fra dækkende. Bjørn Eriksen arbejder med rummet og akkurat lige så bevidst med motiviske forskydninger i sit kompositoriske sprog. Det vil være uretfærdigt, at sammenligne ham med en anden gedigen kunstner fra vor tid, så det vil jeg gøre, og denne kunstner er Seppo Matinen. Jeg ved at Matinen er en kunstner, Eriksen sætter højt, så jeg har ikke forbrudt mig i forbindelse med dén sammenfatning.
Aktuelt er Bjørn Eriksen muligvis den af de fire kunstnere, der klarer sig mest sikkert igennem vridemaskinen, da hans måde at arbejde på rummer elementer fra historien. Samtidigt fornemmer man hos Eriksen, at motivet er af mindre væsentlig betydning i forhold til, hvordan det rent faktisk bliver udført.
Jacobs kamp med englen
Karen T. Christensens udgave af Rembrandts ’Jacobs kamp med englen’ virker som en illustration, når man iagttager den i udstillingskataloget; men i virkelighedens uskinbarlige verden måler værket 162 x 130 cm. – et klassisk, fransk mål – og hermed skulle det gerne rumme visse monumentale perspektiver; men udførelsen gør maleriet underligt tegneserieagtigt. Der er gjort klart rede for fladerne; men det overvejende røde billede vil både det ekspressionistiske og det famlende i samme moment.
Jørgen Steinickes fortolkning af samme tema holder samme mål og er langt mere heftigt og voldsomt malet. Det synes blot – også her – som kunstneren ikke føler sig hjemme i motivet.
Picasso’s frokost i det grønne
At lave en parafrase over en parafrase virker på denne skribent fuldstændigt meningsløst. Derfor optræder FuFos skildringer af Picassos fremstilling af ’Frokost i det Grønne’ som absurde epigonerier, hvilket er naturligt nok i kraft af, at Picasso er en kunstner, der har sat så solide fodaftryk, at de fleste på ét eller andet niveau ikke kan frasige sig en vis inspiration fra den spanske mester.
Hvordan fungerer så mødet mellem de fire kunstnere, Leo Tandrup og de valgte kunsthistoriske nedslag? Overordnet set udmærket, da der er tale om en tematisk motiveret udstilling, hvilket også er gennemført i ophængningen på KunstCentret Silkeborg Bad; men udstillingen viser også klart, at berøver man kunstneren det frie motivvalg, opstår der sagtens problemer. Og skal man samtidigt redegøre for hvert eneste penselstrøg til en historiker, der gerne vil frem i spotlightet, så bliver det med det hele lidt for brolagt med kompromiser.
Udstillingen ’To mennesker mødes’ kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 11. januar 2009.
Der er ikke noget nyt i at foretage nutidige skildringer af historiske kunstværker. For eksempel har selveste Picasso på et tidspunkt konstrueret sin udgave af Manets legendariske ’Frokost i det Grønne’ – og præcist dette maleri er et værk i kunsthistorien, der er fortolket grundigt – for ikke at sige i hoved og røv.
Nutidskunsten og værdierne
Hvis man er bekendt med historikeren Leo Tandrups grundsyn vedrørende hans egen samtids inferiøre livsværdier, som i Tandrups optik fremstår ganske tydeligt i kunstverdenen – og i særdeleshed i den abstrakte billedkunst samt i postmodernismen, ved man at billedkunsten handler om menneskelige apparitioner og en tilbagevenden til tidligere tiders værdisæt. Nutidskunsten bør således besidde et socialt aspekt i klar opposition til filosofien om den ”ensomme kunstners kamp med mediet”.
Det drejer sig i sagens natur ikke om i hvilken position kunstneren befinder sig i skabelsesmomentet; men i langt højere grad, hvor han befinder sig i anskuelse i forbindelse med det samfund, der omgiver ham.
Hele dette mønster, der tilsyneladende har til formål at idealisere historien, bliver dog en anelse uensartet, når fire kunstnere, stærkt animeret af deres nådesløse nestor, tager livtag med en serie milepæle i det kunsthistoriske landskab.
Fire malere
De fire kunstnere, Bjørn Eriksen, Carsten Frank, Jørgen Steinicke og Karen T. Christensen, har hver især deres base i maleriet. Individuelt har de udmærket sig på forskellige måder. Frank således som dét, man vel kunne kalde ”gallerimaler”, hvilket Leo Tandrup i tidernes morgen kommenterede med et ”…er du ikke snart træt af, at tilfredsstille borgerskabet?” hvortil Frank overrumplet udbrød ”det skal du da ikke bestemme!”
Efterfølgende har Leo Tandrup tilsyneladende bestemt sig for netop at – bestemme. Carsten Frank er i alle tilfælde én af de kunstnere, der med jævne mellemrum har lagt øre til Tandrups analyser, der lidt for ofte – måske af mangel på bedre – har været rodfæstet i ét bestemt fænomen, nemlig ”nihilisme”, som bruges som model for den værdiudhulning, man efter historikerens mening blandt andet finder i nutidskunsten.
På udebane
På KunstCentret Silkborg Bad åbnede for nyligt en udstilling med titlen ’To mennesker mødes’. Og netop denne udstilling viser, hvad FuFo har fået ud af at parafrasere de store værker i kunsthistorien. Det er tydeligt, at det har været en vanskelig og kompliceret proces for de fire kunstnere, der samtidigt har haft en evig energisk, trods en alvorlig sygdom med efterfølgende operation, Leo Tandrup.
Sådanne arbejdsbetingelser, kunne man nemt formode, ville afstedkomme stive og ufrie værker. Og det er da også tydeligt, at kunstnerne har været på udebane. I nogle tilfælde har det været gavnligt med denne historiebaserede opstramning og i andre tilfælde har det haft en helt anderledes tvivlsom effekt.
Bjørn Eriksen arbejder med stoffet på sin helt egen måde. Det ville være nærliggende at kalde Eriksen for en slags naivist; men dén betegnelse er langt fra dækkende. Bjørn Eriksen arbejder med rummet og akkurat lige så bevidst med motiviske forskydninger i sit kompositoriske sprog. Det vil være uretfærdigt, at sammenligne ham med en anden gedigen kunstner fra vor tid, så det vil jeg gøre, og denne kunstner er Seppo Matinen. Jeg ved at Matinen er en kunstner, Eriksen sætter højt, så jeg har ikke forbrudt mig i forbindelse med dén sammenfatning.
Aktuelt er Bjørn Eriksen muligvis den af de fire kunstnere, der klarer sig mest sikkert igennem vridemaskinen, da hans måde at arbejde på rummer elementer fra historien. Samtidigt fornemmer man hos Eriksen, at motivet er af mindre væsentlig betydning i forhold til, hvordan det rent faktisk bliver udført.
Jacobs kamp med englen
Karen T. Christensens udgave af Rembrandts ’Jacobs kamp med englen’ virker som en illustration, når man iagttager den i udstillingskataloget; men i virkelighedens uskinbarlige verden måler værket 162 x 130 cm. – et klassisk, fransk mål – og hermed skulle det gerne rumme visse monumentale perspektiver; men udførelsen gør maleriet underligt tegneserieagtigt. Der er gjort klart rede for fladerne; men det overvejende røde billede vil både det ekspressionistiske og det famlende i samme moment.
Jørgen Steinickes fortolkning af samme tema holder samme mål og er langt mere heftigt og voldsomt malet. Det synes blot – også her – som kunstneren ikke føler sig hjemme i motivet.
Picasso’s frokost i det grønne
At lave en parafrase over en parafrase virker på denne skribent fuldstændigt meningsløst. Derfor optræder FuFos skildringer af Picassos fremstilling af ’Frokost i det Grønne’ som absurde epigonerier, hvilket er naturligt nok i kraft af, at Picasso er en kunstner, der har sat så solide fodaftryk, at de fleste på ét eller andet niveau ikke kan frasige sig en vis inspiration fra den spanske mester.
Hvordan fungerer så mødet mellem de fire kunstnere, Leo Tandrup og de valgte kunsthistoriske nedslag? Overordnet set udmærket, da der er tale om en tematisk motiveret udstilling, hvilket også er gennemført i ophængningen på KunstCentret Silkeborg Bad; men udstillingen viser også klart, at berøver man kunstneren det frie motivvalg, opstår der sagtens problemer. Og skal man samtidigt redegøre for hvert eneste penselstrøg til en historiker, der gerne vil frem i spotlightet, så bliver det med det hele lidt for brolagt med kompromiser.
Udstillingen ’To mennesker mødes’ kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 11. januar 2009.
