torsdag den 16. oktober 2008

Hyldest til Gerrit Rietveld


Jeg er lige nu i gang med et maleri, som skal gøre det ud for en hyldest til den hollandske arkitekt og formgiver Gerrit Rietveld, som jeg har et lidt nørdeagtigt forhold til. På et tidspunkt satte jeg mig faktisk for at lave en kopi (og gjorde det) af hans berømte rød-blå stol, som blev udviklet i tidsrummet 1918-23.

I forlængelse af processen med hyldest-billedet har jeg siddet og gransket mine bøger om Rietveld og blandt andet fundet denne katalogforside med nogle ret interessante bogstavstyper.

Samtidigt har jeg opdaget Sergej Prokofiev som orkester-komponist – og har netop anskaffet mig hans samlede symfonier, som jeg lytter intenst til i disse dage. Prokofiev døde i 1953 – samme dag som Stalin. Rietveld døde i ’64.