Kunstmuseerne skifter ud på lederposterne i disse år. Der en tendens til at de forskellige inspektører, kunstnerske ledere eller ligefrem direktører besidder en rastløshed, når det gælder om at få nye stillinger.Der er alligevel en forklaring på dette fænomen. Hvis vi i første ombæring tager afsæt i dronningerigets nationalgalleri, afgik den hidtidige chef Allis Helleland sidste år. Og naturligvis skulle stillingen genbesættes – og det blev så Karsten Ohrt, som hidtil havde ledet Kunsthallen Brandts i Odense, der fik dén post. Alt i alt en naturlig og logisk udvikling.
Samme tendens har man set andre steder, hvor man dog også ser eksempler på, at ledere af store kunst- og udstillingsinstitutioner bliver hængende i på deres stole indtil kvalmepunktet næsten indtræder. Jeg vil ikke nævne navne i dén forbindelse.
For nyligt har Silkeborg Kunstmuseum ansat en ny direktør. Ikke fordi den gamle ikke gjorde et godt job; men ganske enkelt fordi museet udvidede aktiviterne med en forskningsafdeling, som den hidtidige direktør er blevet leder af. Som ny direktør har man så ansat tidligere leder af kunsthallen Gl. Holtegaard, Jacob Thage, som allerede har indtaget chefstolen på museet med den store Asger Jorn-samling i Silkeborg.
Jeg har haft den store fornøjelse at lave et interview med Jacob Thage og én af de ting, han fremhævede i vores i øvrigt meget inspirerende samtale, var at ledere af store kunstinstitutioner måske allerhøjst skulle sidde fem år – og så skiftes ud. Der bør med andre ord være et decideret flow i de processer. Man kunne evt., hvis den siddende direktør har gjort det godt, forlænge ansættelsen, men ikke så den bliver så lang som Thages engagement på Gl. Holtegaard, som strakte sig over 13 år.
Der er ingen tvivl om, at kunstmuseet i Søhøjlandet har fået en engageret og begejstret chef. Han er ”Asger Jorn-fan” over en kam og han undlader ikke at nævne Jorns store interesse for det menneskelige i sin kunst under den lange samtale, som vi havde.
Det er klart, hvilket Jacob Thage også påpeger, at der er stor forskel på at lede en kunsthal, hvor synlighed og mediebevidsthed er kernepunkter, og et kunstmuseum med en fast samling som udgangspunkt. Thage er dog sit ansvar bevidst vedrørende de skiftende udstillinger. Her har han en naturlig styrke qua sit tidligere engagement i en kunsthal.
Jeg skulle lige foretage en opringning til museets nye direktør efterfølgende for at spørge om det også var dét, han var på Gl. Holtegaard. ”Jeg hader den titel… Direktør; men det var dét, jeg var – også på Gl. Holtegaard”.
Men som sagt, hvor der er en stilling ledig, må denne jo besættes. Gl. Holtegaard har ansat den 32-årige kunsthistorker Mads Damsbo som ny direktør.
