Forfatteren og redaktøren af MagasinetKunst Ole Lindboe har været i New York rigtigt mange gange. Derfor må det være indlysende, at han har oplevet storbyens mangfoldige bud på, hvad street-art er? Og dét lige fra den stereotype graffiti til den langt mere nuancerede udgave af gadekunsten, som har afsæt i humor og personlighed.
Gadekunsten bliver udført af, hvad Lindboe præcist betegner som ”Kunstens Køtere”. Og akkurat denne karakteristik bruger Ole Lindboe som titel på en bog, som han har udgivet omhandlende gadekunstens aktører.
Forfatteren tager læseren med på en klart defineret historisk rejse gennem gadekunstens forskellige udtryk, som alle har subkulturens effektfulde accent som visuel klangbund. Graffitien kender alle på godt og ondt. Man oplever de irriterende tags overalt samt de ofte imponerende og farvestrålende totaludsmykninger, som fremstiller en enkelt og groft udført tekst på mure, bygninger og tog.
Det er oplagt at Lindboe i sin beskrivelse af miljøet slår ned på nogle af de udøvere, der langt senere i forløbet er endt i et traditionelt kunstunivers. Keith Haring får et afsnit i sin egenskab af pioner inden for gadekunsten. Haring udviklede sin egen stil og blev dermed ret hurtigt et af genrens helt store ikoner på trods af sin tidlige død som 32-årig.
En anden af gadekunstens stjerner Jean-Michel Basquiat blev kun 28. Ikke desto mindre blev han én af sin generations allerstørste stjerner. Måske er han den af genrens repræsentanter, der har samlet flest epigoner omkring sit eftermæle?
Disse afdøde kunstnere handles til millioner på auktioner verden over; men også nulevende kunstnere med afsæt i gademiljøet har gjort det godt. Britiske Banksey er således en af de kunstnere, der bruger den såkaldte stencil-teknik i sine ypperlige, og ofte stærkt humoristiske værker.
Den mest kendte udøver herhjemme må vel siges at være HuskMitNavn, som Lindboe også har givet god plads i bogen. Bl.a. i beskrivelsen af, hvorfor HuskMitNavn sprang fra den rendyrkede graffiti til gadekunst: ”Jeg kørte sur i graffiti, fordi miljøet var meget regelbundet i dets kunstneriske udtryk. Det er et ”piece” og det er et ”tag”. Jeg ville hellere lave noget, der talte til alle folk og hvor jeg selv bestemte reglerne”.
Ole Lindboes bog er rigt illustreret. Der er ingen beskrivelse af de enkelte billeder. Kunstnerne får lov at stå anonymt i helheden – og det er vel ganske i tråd med gadekunstens regelsæt? Hvis der overhovedet findes et sådant?
Gadekunsten bliver udført af, hvad Lindboe præcist betegner som ”Kunstens Køtere”. Og akkurat denne karakteristik bruger Ole Lindboe som titel på en bog, som han har udgivet omhandlende gadekunstens aktører.
Forfatteren tager læseren med på en klart defineret historisk rejse gennem gadekunstens forskellige udtryk, som alle har subkulturens effektfulde accent som visuel klangbund. Graffitien kender alle på godt og ondt. Man oplever de irriterende tags overalt samt de ofte imponerende og farvestrålende totaludsmykninger, som fremstiller en enkelt og groft udført tekst på mure, bygninger og tog.
Det er oplagt at Lindboe i sin beskrivelse af miljøet slår ned på nogle af de udøvere, der langt senere i forløbet er endt i et traditionelt kunstunivers. Keith Haring får et afsnit i sin egenskab af pioner inden for gadekunsten. Haring udviklede sin egen stil og blev dermed ret hurtigt et af genrens helt store ikoner på trods af sin tidlige død som 32-årig.
En anden af gadekunstens stjerner Jean-Michel Basquiat blev kun 28. Ikke desto mindre blev han én af sin generations allerstørste stjerner. Måske er han den af genrens repræsentanter, der har samlet flest epigoner omkring sit eftermæle?
Disse afdøde kunstnere handles til millioner på auktioner verden over; men også nulevende kunstnere med afsæt i gademiljøet har gjort det godt. Britiske Banksey er således en af de kunstnere, der bruger den såkaldte stencil-teknik i sine ypperlige, og ofte stærkt humoristiske værker.
Den mest kendte udøver herhjemme må vel siges at være HuskMitNavn, som Lindboe også har givet god plads i bogen. Bl.a. i beskrivelsen af, hvorfor HuskMitNavn sprang fra den rendyrkede graffiti til gadekunst: ”Jeg kørte sur i graffiti, fordi miljøet var meget regelbundet i dets kunstneriske udtryk. Det er et ”piece” og det er et ”tag”. Jeg ville hellere lave noget, der talte til alle folk og hvor jeg selv bestemte reglerne”.
Ole Lindboes bog er rigt illustreret. Der er ingen beskrivelse af de enkelte billeder. Kunstnerne får lov at stå anonymt i helheden – og det er vel ganske i tråd med gadekunstens regelsæt? Hvis der overhovedet findes et sådant?
