Jeg var af min lokalredaktør for et førende dansk kunsttidsskrift blevet bedt om, at tage en tur til Skanderborg for at skrive lidt om en udstilling med tegninger af den omstridte bladtegner Kurt Westergaards udstilling på et galleri, der hedder Galleri Draupner.På vejen op til galleriet fra parkeringspladsen observerede jeg et antal diskret placerede politifolk, hvilket jeg ikke spekulerede synderligt over. Jeg havde måske oven i købet forventet et segment af demonstrerende muslimer og sympatisører uden for galleriet; men her herskede tilsyneladende både ro og orden.
Til gengæld blev jeg ved indgangen stoppet af to hærdebrede security-folk, som spurgte mig, om jeg var i besiddelse af en indbydelse. Det var jeg ikke; men til gengæld viste jeg dem mit pressekort, hvilket gav mig adgang i fald jeg ville efterlade min kamerataske i deres vartægt. Det nægtede jeg naturligvis, da netop kameraet er en del af mit dokumentationsudstyr. Derfor bad jeg om at få galleristen i tale og den ene securitymand gik ind i galleriet og kom tilbage kort tid efter med beskeden om, at jeg kun kunne komme ind, hvis jeg efterlod mit fotoudstyr uden for.
En sådan politik finder jeg i sagens natur fuldstændig uacceptabel – og jeg valgte at forlade galleriet. Nu kan jeg så efterfølgende godt undre mig over, at netop Kurt Westergaard er en person, som man har gjort til symbol for selveste ytringsfriheden, optræder i en sammenhæng, hvor den visuelle ytringsfrihed tilsyneladende er sat ud af kraft, når det handler om at dokumentere tegnerens værker? En pudsig form for dobbeltmoral!
Hovedtaleren ved denne begivenhed var billedkunstneren Hans Krull – og hvad mon hans holdning er til at optræde under security- og politibeskyttelse? Det samme kan man sige om Farshad Kholghi, der ellers hylder princippet om at ”stå fast på de grundlæggende værdier”. Disse værdier bør vel også sikre pressen ret til at formidle, hvad der sker i det danske samfund og i kulturlivet?
Billederne af hhv. en repræsentant for ordensmagten og de to securityfolk er taget med raseriens rystende hånd på behørig afstand. Derfor den lidt uldne skarphed!
