”I en montre vises nogle sten, der parvist er påfaldende ens. Den ene er en kopi i bronze. Naturtro bestemt. Men altså kun en efterligning, der måske kan fylde en med samme undren og ydmyghed som billederne af stjernerne”Sådan hedder det i en anmeldelse, som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har foretaget i forbindelse med en udstilling med værker af den lettiske kunstner Vija Celmins på kunstmuseet Louisiana.
Nu har Anders Hjort fra dagbladet Politiken – og vel hovedkonkurrenten til Berlingske – afsløret, at værket, som Weirup referer til, slet ikke optræder på udstillingen. Dermed burde det være klart at anmelderen er blevet afsløret i at anmelde en udstilling, han ikke har set, hvilket nok udgør en anmelders værste mareridt. Og sådan burde det vel også fremstå med mindre, at Louisiana’s pressechef faktisk har bekræftet at Weirup HAR set udstillingen.
En anden detalje, som kan fungere som forsvar for Weirup – og Weekendavisens Lisbeth Bonde, som er grebet i samme brøler – er, at det omtalte værk er beskrevet i udstillingens formidlingsmateriale. Samtidigt påpeger Weirup over for fagbladet Journalisten, at han har set værket på en anden udstilling ”for mange år siden”. I forlængelse af denne udmelding udtaler Torben Weirup til Journalisten, at han har husket galt og taget fejl.
Lisbeth Bonde har udtalt, at værket via formidlingen tilsyneladende har brændt sig så klart fast i hendes bevidsthed, som var det fysisk til stede på udstillingen, og samtidigt undskylder hun sig med, at hun var bortrejst i en periode fra hun så udstillingen og til hun skrev sin anmeldelse.
I forbindelse med, hvad skribenten fra Politiken kalder ”fupanmeldelser”, refererer han til en østrigsk koncertanmelder, der skamroste en George Michael-koncert i Wien. Problemet var blot, at koncerten var aflyst, da sangeren var blevet syg. Hvad kan man lære af alt dette? Jo, som udgangspunkt bør man i det mindste ved selvsyn erfare, hvad den udstilling, man skal anmelde, handler om.
Ikke desto mindre, synes jeg måske, at Anders Hjort har blæst hele sagen lidt ud af proportion i kraft af, at det faktisk kan bevidnes, at Weirup og Bonde har set den pågældende udstilling, som jeg i øvrigt selv håber at få mulighed for at se, inden den slutter 8. januar
