Den 2. februar 1963 var jeg - på en lørdag - på vej hjem fra skole. Jeg gik den sædvanlige vej hen over den lille mark, der dengang omkransede mit barndomshjem. Jeg var sandsynligvis iklædt terylenebukser og gummistøvler på denne råkolde; men dog snefrie dag.
Min mor var højgravid, og da jeg nærmede mig huset, kunne jeg tydeligt fornemme - og se, at noget helt usædvanligt var i gære.
Hun havde netop født min lillebror Claus, og fødslen havde være kompliceret og smertefuld, hvilket afstedkom, at min mor kort efter blev kørt på hospitalet i en ambulance.
Jeg husker ikke klart, om min nyfødte lillebror ledsagede min mor på hospitalet; men efterfølgende blev husets dagsorden sat af en såkaldt "husmorafløser" - en Fru Lind.
Tingene ordnede sig dog; og inden ambulancen dukkede op med sit hæse udrykningshorn, nåede jeg dog lige at "hilse" på min bror. I mellem jordemødre og andre sundhedsfolk (tænk, jeg syntes huset var FYLDT med fremmede) gik jeg målrettet hen imod den lille kurveflettede vugge og iagttog den nyfødte. "Han er godt nok lille!" udbrød jeg, og denne konstatering gav dog - situationens alvor til trods - anledning til smil i selskabet.
Claus Svanholm - min kære broder - fylder 50 i dag, og i skrivende stund er jeg i gang med at soignere mig til festen... TILLYKKE CLAUS med at du nu er en del af det modne segment. Det er ikke så galt!!!
På billedet ses Claus og jeg i omkring 65-66. Kasketten skyldes at jeg er blevet klippet for nyligt - og dét kunne jeg ikke li'!
