Jeg har tidligere her på siden omtalt kunstnersammenslutningen Guirlandens udstilling i Kunsthal Aarhus. Denne udstilling er nu åbnet sammen med en udstilling, der viser værker af afgangseleverne fra Det Jyske Kunstakademi.
Jeg var til åbningen – og især Guirlanden var en behagelig overraskelse. Jeg var i princippet heller ikke overrasket over Det Jyskes afgangsudstilling; men jeg havde håbet på lidt mere passion og lidt mindre fortænkthed i forhold til, hvad man har kunnet opleve de senere år.
Maleren Niels Ryberg har lidt af en legende-status i min hjemby, Silkeborg, hvor han for omkring 40 år siden var med til at skabe et kunstmiljø omkring det progressive Galleri Krogen.
Ryberg er blandt udstillerne på Guirlanden – og han udgør en af de helt klart positive overraskelser på udstillingen. Maleriet herover besidder titlen ’Fuldmåneaften set fra Donnemosen’. Maleriet er fra 2013. Altså helt nyt.