”Der kan ikke være tvivl om, at Jorn, da han så sent som i 1959 for første gang ser rigtige Pollock-værker, har beundret dennes evne til at udvikle et nyt formsprog. Men han har også været opmærksom på den kommercielle og nationale mission. Jorn står selv midt i sit internationale gennembrud, og han er vagtsom over for hvad pengene kan gøre ved ham og hans kunst”
På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har man som bekendt fået den glimrende idé at parre Asger Jorn med den amerikanske maler Jackson Pollock (1912-56) og dermed udvide det felt, man kan iagttage Jorns maleri i.
I den seneste tid har Museum Jorn i Silkeborg lavet tilsvarende konstruktioner – helt aktuelt med udstillingen Jorn – Picasso, der giver anledning til sammenligninger mellem Jorn og den vel nok mest indflydelsesrige europæiske kunstner i det 20. århundrede.
Udstillingen ’Jorn & Pollock – Revolutionære Veje’ kan ses på Louisiana i tidsrummet 15. november 2013-23. februar 2014.
Citatet herover stammer fra kurator Anders Kolds tekst i Louisiana Magasinet.
Jackson Pollock: ’Ocean Greyness’, 1953, olie på lærred, Solomon R. Guggenheim Museum, New York (foto: Scala Archives)