onsdag den 5. marts 2014

Festen





Jeg har netop set den omfattende udstilling 'EXPO JORN kunst er en fest' på Museum Jorn i Silkeborg - og når jeg siger "omfattende", er dette ment i ordets bogstaveligste forstand.

Hele museet er blevet godt og grundigt ommøbleret, og som bekendt er det altid interessant at se kunstværker i nye og alternative iscenesættelser.

Desværre udgør netop den fysiske iscenesættelse af Asger Jorns 100 års fødselsdagsudstilling også det svage led i showet. Der er alt for mange skilte og for meget "udenoms-fuddelifut" - i det mindste efter min mening.

Til gengæld viser udstillingen alt, hvad der KUNNE krybe og gå inden for de kunstformer, som Asger Jorn værdsatte - og det er i sig selv imponerende.

'EXPO JORN kunst er en fest' supplerer en stor udstilling på Statens Museum for Kunst i København, der samtidigt markerer 100 året for Jorns fødsel.