Udstillingen består af seks værker - og dét er jo ikke meget, når man skal fylde ARoS' store udstillingsrum for skiftende udstillinger.
Heldigvis er det kvalitet og ikke kvantitet, der er afgørende, når man skal opleve kunstværker, og netop det begrænsede antal af værker bør afstedkomme, at publikum oplever de enkelte kunstinstallationer i en lang frekvens. Hvis man regner med blot at stille sig til at glo på de enkelte enheder i et minut og efterfølgende blot gå videre, får man intet ud af, hvad jeg vil kalde et "scenisk mesterstykke".
Udstillingens ubetingede styrke udgøres af en perfekt balance mellem lyd og materialitet. Individuelt har hvert værk sin egen identitet og fortælling, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ofte man oplever idébaserede kunstværker, der ikke rummer disse kvaliteter; men blot optræder som patetiske symboler på en idé, der ikke fungerer i kraft af, at den ikke har vist sig bæredygtig.
Jeg har set gode kunstudstillinger i indeværende kalenderår - og såmænd også på ARoS; men i forbindelse med Cardiff/Miller har jeg genfundet lidt af den optimisme, jeg var ved at miste på vegne af en stadig mere blodfattig samtidskunstscene.
