Alex Da Corte: '50 Wigs', installationsfoto.
Når kurator på kunstmuseet HEART i Herning, Michael Bank Christoffersen, under en privat rundvisning på museet i anledning af udstillingen 'Manden bag myten' med værker og relikvier af Andy Warhol, omtaler pop-ikonet som slet og ret "Andy" skal det sandsynligvis ses som en konsekvens af, at Christoffersen i den seneste tid har rejst frem og tilbage mellem Warhol Museet i Pittsburgh og museet i Herning.
Formålet har naturligvis været at skabe en autentisk vinkel på Warhol, og når man kommer dybt ned i en kunstners privatsfære, må Warhol i sagens natur blive til "Andy".
Jeg var ellers rimeligt skeptisk, da jeg i forbindelse med et arrangement på HEART blev gjort bekendt med, at man i efteråret planlagde og arbejdede på en udstilling med Warhol.
Jeg havde svært ved at forstå, hvilke detaljer, der endnu ikke er beskrevet i kunstnerens livsforløb.
Heldigvis blev min skepsis gjort til skamme under besøget på museet, hvor man parallelt med Warhol har en samtids-orienteret kunstner på programmet.
Alex Da Corte's udstilling '50 Wigs' tager dog endnu et skridt ind i Warhol-land, da denne udstilling rummer flere effekter, som Warhol har efterladt - heriblandt altså de 50 parykker, som på mange måder er denne udstillings omdrejningspunkt.
Udstillingerne med Andy og Alex kan ses på HEART frem til d. 8. januar 2017.