'Bacon, Freud and the London Painters': Installationsfoto med triptykon af Francis Bacon.
Det hører til sjældenhederne, at man fremhæver kataloget i forbindelse med en kommende åbning af en kunstudstilling.
Det vil jeg imidlertid gerne gøre, når det drejer sig om udstillingen 'Bacon, Freud and the London Painters' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Dels fordi værkerne i kataloget er smukt gengivet - endda med opslag, som blandt andet viser Francis Bacons triptykoner i fuld udstrækning, og dels på grund af den grundige indføring i den britiske gruppering af malere, som historien har døbt "Londonskolen".
Naturligvis er en udstilling med dette tema fremragende. Jeg vil næsten sige, at det kræver en vis dygtighed at lave en dårlig udstilling ud af, hvad som rummer det ene gedigne maleri efter det andet.
Kunstnerne er - i vilkårlig rækkefølge - Francis Bacon, Lucian Freud, David Bomberg, William Coldstream, Leon Kossoff, Michael Andrews, Frank Auerbach, Euan Uglow, R.B. Kitaj og Paula Rego.
Udstillingen kan ses i en spektakulær iscenesættelse på ARoS frem til d. 4. februar 2018, og på et tidspunkt kan man faktisk læse min anmeldelse i et større dansk dagblad.