mandag den 9. april 2018

Overgivet til Kentridge

Videostill fra 'The Refusal of Time': 'Drawing Lessons', 2012 (foto: Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg)

"Det er et overvældende værk. Og det er fedt. I begyndelsen fremstår det som et virvar af usammenhængende fragmenter af udtryk og idéer - revolutionære opgør med tiden, kolonialismen, centrumperiferitanken, leg, fantasi, skaberkraft - der synes umuligt at koble til en overordnet idé eller tematik. Men når man overgiver sig til værket, ændrer det sig, og dele af filmsekvenser og objekter samles i og med vores blik. Men aldrig som absolutte sandheder og ideologier"

I en længere anmeldelse af installationsværket 'The Refusal of Time', som er en installation af William Kentridge, jeg tidligere har omtalt på siden her, rammer kunstportalen Kunsten.nu's anmelder Lene Baggesgaard rimeligt plet i sin vurdering af værket - i hvert fald i dét citat, som kan læses herover. 

'The Refusal of Time' kan ses på kunstmuseet Kunsten i Aalborg frem til d. 19. august. 

Det er udlånt af kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, og jeg stiftede første gang bekendtskab med installationen, da den blev vist for første gang på Documenta 13 i Kassel i 2012. 

Siden har jeg genset det i en anden iscenesættelse på Gropius Bau i Berlin, og nu er det altså muligt at se værket endnu en gang i Aalborg.