onsdag den 5. februar 2020
Et slot i Berlin
Da min kone og jeg besøgte Berlin for første gang i 2012 var pladsen overfor Berliner Dom et stort forblæst grusområde, som man roligt kan sige - rent historisk - har gennemlevet dramatiske epoker.
På grunden var oprindeligt et gigantisk slot, som vistnok i tidernes morgen blev opført af en eller anden kejser, og dette slot blev så ramponeret ved bombardementerne under 2. verdenskrig, at det i en halv snes år fremstod som en ruin i det tidligere Østberlin. DDR-regimet jævnede slottet med jorden midt i 1950'erne.
I stedet opførte man en stor modernistisk bygning, Palast der Republik, som var hovedsæde for DDR's parlament, Volkskammer.
Da muren faldt og Tyskland blev forenet, fandt man ud af, at bygningen var så fyldt med asbest, at man besluttede at rive den ned.
Det var imidlertid en lang proces; men som sagt, da vi besøgte Berlin første gang, var bygningen væk.
Nu besluttede man at opføre en gengivelse af det oprindelige slot, og gennem flere besøg i den tyske hovedstad har det været spændende de at iagttage tilblivelsen af Berlin Stattschloss, som nu begynder at tage form for alvor.
Dog har man valgt, at konstruere bagsiden af slottet i en minimalistisk stil, som jeg ikke mener går særlig godt i harmoni med slottets øvrige arkitektur, som er næsten en til en i harmoni med den oprindelige.
Hvorfor man har valgt at bygge en kopi af det oprindelige slot, bør vel besvares med: "Fordi vi kan!"