Der var masser af nærkontakt ved ferniseringen af Koloristernes udstilling i Den Frie Udstillingsbygning sidste år.
"Vi har utrolig mange kvadratmeter at boltre os på, og vi kan kontrollere meget eksakt, hvor mange der kommer ind. Vi har meget få berøringsflader"
Udtalelsen er fremsat af Dina Vester Feilberg fra Den Frie Udstillingsbygning i København i et interview foretaget af Torben Benner for dagbladet Politiken.
Feilberg, der samtidig er formand for Danske Kunsthaller, tilføjer: "Bortset fra afholdelse af ferniseringer, koncerter, foredrag og events så forventer jeg, at vi kan holde åbent fuldstændig som normalt, som før corona".
Jeg skal ikke gøre mig klog på konsekvenserne af en genåbning af museer og kunsthaller, men det virker da forholdsvist logisk at netop disse institutioner, som tilsyneladende er grundigt forberedte på en genåbning, atter kan lukke publikum ind i lokalerne.
Alt imens diskussionen vedrørende museer og kunsthaller kører lidt i det skjulte, er der ganske meget fokus på storcentre, caféer og afholdelse af idrætsarrangementer; men alt det bør nok ses i et perspektiv, der handler om økonomisk omsætning.
Her har man måske en tendens til at glemme, at flere museer i de seneste måneder har forberedt endog ganske udgiftstunge udstillinger.