onsdag den 10. februar 2021

Kunstnernes Efterårsudstilling i 120 år

 

I bogen, der markerer Kunstnernes Efterårsudstillings 120 års jubilæum, er gengivet alle katalogforsider, lige som samtlige kunstnere, der har udstillet på KE er remset op i et register, som fylder hele 33 sider.

"Jeg kan huske, at vi snakkede meget om de censurerede udstillinger. Jeg må nok sige, at Forårsudstillingen på Charlottenborg rangerede lidt højere i hierarkiet dengang, men ikke meget. De fleste af dem, jeg kendte, havde det sådan, at de censurerede udstillinger var noget af det, man skulle igennem for at gøre sin entré på kunstscenen"


Udtalelsen er én af mange, som kan læses i bogen 'Kunstnernes Efterårsudstilling 120 år' som udkom sidste år som en markering af udstillingens jubilæum. 


Adskillige kunstnere, som Peter Land, der her placerer KE på et hierarkisk barometer, har været igennem censureringen både som censor og som udstiller. 


Publikationen er udgivet på initiativ af forlaget I DO ART Books og den er ganske grundigt redigeret af Rikke Luna Filipsen og Matias Albæk-Falk. 


Jeg har netop modtaget et anmeldereksemplar af bogen, og jeg blev en anelse nostalgisk, da jeg studerede den, da jeg selv udstillede på KE for tre årtier siden. 


Det skal dog ikke overskygge det store arbejde, som er udført i bestræbelserne på at beskrive et udstillingskoncept, der må siges at være ganske signifikant.