Videosekvensen, som man kan se herover viser konsekvenserne af et planlagt højhusbyggeri i Aarhus tæt på havnen, Dokk1, Filmbyen og faktisk Jyllands-Postens redaktionsbygning.
Det er klart, at et sådant markant byggeri sat i værk af ejendomsvirksomheden Olav de Linde har sat sindene i kog i Smilets By.
Om årsagen til, at smilet stivner en smule i Aarhus, vil jeg da gerne knytte en kommentar til, da der er blevet fremsat adskillige kritikpunkter i forhold til projektet.
Aarhus bryster sig af, at være verdens mindste storby. Storbyvisionerne har dog trange kår i byen, men mon ikke dette planlagte vartegn - tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller - bliver blåstemplet af selv den mest forknytte og udviklingskritiske aarhusianer, når bygningsværket står færdigt?
Min iagttagelse forankrer sig i nogle helt åbenbare arkitektoniske kvaliteter, der blandt andet vises på videoen herover. Bygningen rummer tilsyneladende en lethed og et skulpturelt islet, som jeg finder interessant.
Hvis ikke en by af Aarhus' karakter skulle kunne rumme et så signifikant bygningsværk, er jeg ikke sikker på, hvilken by, der kan. Der er trods alt tale om Danmarks næststørste by.
Alt dette skriver jeg uden blik på mange af de andre bygninger, der er opført i såvel Aarhus som i de øvrige nabobyer.
Det er bestemt ikke alt, der er morsomt at kigge på. Jeg kan blot nævne den såkaldte "Prismen", som i kraft af sin beliggenhed totalt har smadret oplevelsen af at befinde sig i Den Gamle By.