tirsdag den 27. april 2021

Kæmpefald i antallet af besøgende på landets museer

 

På Louisiana i Humlebæk kunne man, trods en frekvens med nedlukning, i 2020 se en udstilling med Per Kirkebys bronzeskulpturer.


2020 vil nok blive husket, når historien skal skrives for alvor, som coronaåret. Ganske vist hærger den omfattende pandemi stadig verden, og adskillige steder med monumentale tab af menneskeliv som resultat. 

Det er en tragedie, der i det sidste års tid har udspillet sig, og i det perspektiv er det vel af mindre betydning, at museerne her i Danmark har oplevet et markant fald i antallet af besøgende i 2020, og det bør naturligvis tilskrives, at samme museer har været nedlukket i lange perioder af 2020. 

Jyllands-Posten har i en artikel redegjort for de præcise besøgstal for 2020, og som sædvanligt - fristes man til at sige - er kunstmuseet Louisiana topscoreren, når det drejer sig om gæster på museet. 

403.000 fandt vej til det fine museum i Humlebæk, men det er til gengæld også et fald på 354.000 i forhold til året før. Her er altså næsten tale om en halvering. 

Samme mønster ser man på de øvrige museer. ARoS i Aarhus havde 381.000 mod 547.000 i 2019 og længere nede på listen finder man f.eks. Statens Museum for Kunst, der oplevede en nedgang på næsten 100.000 besøgende. 

Efter en nedlukning, der har varet fra midt i december til d. 21. april, er museerne nu klar til at tage imod gæster; men der er sikkert meget, der skal indhentes, hvis man skal bringe besøgstallene op på 2019-niveau.