torsdag den 27. oktober 2022

Biologiske data fra farvande forvandles til billedkunst

 

Installationsfotos fra 'Drift' i versionen på Esbjerg Kunstmuseum (fotos: Torben E. Meyer/Esbjerg Kunstmuseum)

»Vores virkelighed bliver mere og mere afhængig af data, der ofte kun kan forstås, når de er visualiserede. Data og algoritmer er imidlertid ikke neutrale og objektive, men indgår i større politiske, sociale og økonomiske sammenhænge. Alt afhængig af teknologi og software kan identiske data derfor se vidt forskellige ud. 'Drift' peger således også direkte på, hvordan de videnskabelige instrumenter og de visuelle teknologier får større og større indflydelse på alle samfundsområder - og dermed på vores forståelse af verden overhovedet«


Ordene er fremsat af billedkunstneren Thorbjørn Lausten i forbindelse med to parallelt fungerende kunstudstillinger med den nævnte titel. 


Udstillingerne finder sted i Nikolaj Kunsthal i København (indtil d. 22. januar 2023) og Esbjerg Kunstmuseum (indtil d. 26. februar 2023) og viser en samlet installation, hvor et antal levende billeder illustrerer de biologiske forhold, der spiller ind i to forskellige farvande - nemlig Danmarkstrædet mellem Island og Grønland og den vestlige del af Østersøen inklusiv Femern Bælt. 


De løbende målinger, der bliver foretaget vedrørende skiftende forekomster af diverse stoffer i vandet omsættes af Lausten til, hvad man kunne beskrive som store konkret-abstrakte filmiske projektioner, der ændrer sig i takt med, at data hentes ned fra Den Europæiske Rumstations satellitter. 


Jeg besøgte Esbjerg Kunstmuseum for nyligt og fik af den kunstfaglige repræsentant på museet, Christiane Finsen, en grundig indføring i projektets bevæggrunde og formål. 


Heldigvis behøver sådanne kunstudstillinger ikke være mere teoretiske og "langhårede" end nødvendigt, og rummet i museet i Esbjerg indeholder en ro, trods lydeffekter, som afstedkommer, at man som besøgende kan benytte det som udgangspunkt for en meditativ oplevelse. 


Et mere udfordrende element i helheden er dog, at jeg skal i gang med en anmeldelse af udstillingen, og jeg glæder mig allerede til at sætte nogle forhåbentligt begribelige ord på projektet.