»Det er grundlæggende forkert at kalde Yves Kleins farve for "blå" - den er ultramarin, og det er en nogenlunde særlig, bestemt afart af blå (og ultramarin, som indtil 1822 ikke kunne fremstilles syntetisk, men kun på basis af lapis azuli fra dengang kun Afghanistan, var i renæssancen dyrere end guld - og fås stadig som ikke-syntetisk fremstillet til ca. guldpris). Ultramarin er fx klart forskellig fra koboltblå, men at der er mange forskellige "blå" farver er ikke nogen undskyldning for blot at kalde Kleins ultramarinblå for blot "blå"«
Det var en person, der ville belære mig om min manglende nuancering af farven blå i forbindelse med min anmeldelse af Yves Klein-udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg.
Jeg havde formastet mig til ifølge en læser på dagbladet Jyllands-Posten blot at beskrive Yves Kleins signaturfarve som - blå...
Pågældende læser skrev i sit klagepunkt til avisens kulturredaktion, at han ikke havde ulejliget sig med at se og opleve den i øvrigt fantastiske udstilling, men retfærdighedsvist bør jeg nævne, at vedkommende supplerede sit anslag mod min manglende vurdering af blå med en længere videnskabelig afhandling.
Det er fair nok, men jeg har desværre ikke mulighed for at kreere den slags disputatser i mine anmeldelser.
