»Man kan ikke lade være med at beundre det mod, Pussy Riot lægger for dagen. Deres protest er en kamp på liv og død, hvor de sætter sig selv og deres frihed på spil«
Punk, spektakulære aktioner har været dagsordensættende, når den russiske protestgruppe Pussy Riot har gjort opmærksom på Ruslands vej mod et rendyrket diktatur ledet af landets præsident Vladimir Putin.
Nogen har sagt, at politisk kunst er noget værre skidt, men at god kunst altid er politisk, men nu har kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i hvert fald åbnet en udstilling, der fokuserer på netop Pussy Riot.
Det er fra Jyllands-Postens kunstanmelder Tom Jørgensens anmeldelse af udstillingen ’Pussy Riot – Velvet Terrorism’ i avisen, jeg har hentet citatet herover.
Han giver ligesom Berlingskes anmelder udstillingen seks ud af seks stjerner, og Politikens anmelder begaver udstillingen med seks hjerter ud af lige så mange mulige.
Pussy Riot kan ses på Louisiana frem til d. 14. januar 2024.