»Jeg troede egentlig, at den store fortælling om samtidskunsten som en knytnæve i synet på småborgerskabet var en sang fra en svunden tid. Jeg troede, at dette snævre kunstsyn var stedt til hvile, nogenlunde samtidig med, at provokationen blev mainstream og derfor død og ligegyldig. Da museerne og kunstoffentligheden blev så begejstrede for provokationerne, at den provokerende kunst blev konform«
Citatet er hentet i Kristeligt Dagblad i et debatindlæg af Kathrine Maria Amann, som er teater- og litteraturanmelder på avisen.
Årsagen skal findes i, at landets kulturminister Jakob Engel-Schmidt, lige inden han gik på barselsorlov efterlyste mere provokerende kunst fra kongerigets udøvende kunstnere: »Der er faktisk en ting, jeg har tænkt en del over. Jeg kunne godt tænke mig, at flere kunstnere turde provokere os politikere. For fanden, kom nu på banen med jer. Så vi kan høre og forstå jer. Der er mange, der gør det, men jeg så gerne, at mange flere gjorde det«, hedder det fra kulturministeren, og jeg er ikke helt klar over, hvilke versioner af ”provokationer”, som kulturministeren efterlyser.
Skal der slagtes flere heste, udstilles flere udstoppede hundehvalpe eller udføres flere vandalistiske handlinger ude i det kulturelle system?
De dukker jo som bekendt op fra tid til anden, disse mere eller mindre anstrengte forsøg på at erhverve sig massiv omtale i medierne.
De ærlige og stilfærdige kunstværker er såmænd ofte de bedste, kan jeg nemt påstå – uden at bringe konkrete eksempler til torvs.
