Man hører ofte museumsgæster udtale, når de befinder sig i Panoramasalen på KunstCentret Silkeborg Bad, at det må være svært for en kunstner at konkurrere med udsigten ud over Ørnsø.
Man kan som kunstner faktisk godt udfordre det smukke view; men om kroatiske Mirko Zrinšćak har gjort det overbevisende, vil jeg ikke tage stilling til.
Han udtaler i kunstcentrets formidlingsmateriale om sine titelløse træskulpturer: »Disse skulpturer skal mærkes, ikke ses. Man bruger sin mave og ikke sit hoved, når man ser på dem«.
Jeg synes, det er lidt noget sludder; men heldigvis kan man også se gruppeudstillingen ’Mærk skovens rum’, og her tror jeg, at titlen direkte indikerer konvergensen med kunstcentrets udendørs miljø.
Begge udstillinger kan ses frem til d. 12. januar 2025.