Den maskuline selvforståelses magasin Euroman – det burde være overflødigt, at nævne den feminine parallel – har i sin nyeste udgave lavet en ”dur og dur ikke”-rubrik, som er ganske underholdende. Blandt andet er det lavstatus at give ”fuck-fingeren” i trafikken. Helt indlysende; men man har faktisk katagoriseret taberemnerne og i det mere teknologiske segment blandt ting, det er aldeles håbløst at beskæftige sig med, finder man det virtuelle rolleunivers Second Life, som jeg i tidligere blogs har beskæftiget mig med.
Jeg befinder mig i Second Life som Lars Swain. Swain præsenterer sig selv i sin profil som en livsnydende naturist, der elsker at hygge sig og danse. På det sidstnævnte punkt adskiller Swain sig fra virkelighedens Lars; men i Second Life er man i stand til at gøre ting, som man ikke er i stand til i virkelighedens verden. Eller In Real Life, som man siger i cyberspace – oftest forkortet som IRL.
Jeg har ledt efter interessante ting på Second Life – og det er faktisk lykkedes mig at finde adskilligt, så i dét perspektiv er Euromans karakteristik måske skudt en anelse forbi? Jeg blev således glad, da jeg fandt én af mine gamle helte, den hollandske formgiver og arkitekt Gerrit Rietveld, repræsenteret med sin rød-blå stol. En rendyrket møbelklassiker fra det 20.århundrede. Jeg ved at Rietvelds efterkommere vogter nidkært over gengivelser af hans værker på bl.a. Internettet. Mon de er klar over, at oldefar er repræsenteret i Second Life?
Jeg har også fundet Syddansk Universitet og Kunsthallen Brandts i Second Life. Hvad angår sidstnævnte har man ikke skiftet udstilling længe og måske godt det samme? Jeg finder aldrig mennesker dér eller på universitetet. Til gengæld er Wonderful Denmark – Torvet i Korsbæk – stadigt meget velbesøgt, kan jeg se i statestikkerne. Selv er jeg forment adgang til stedet af Korsbæks ejer og administrator, da jeg på et tidspunkt formastede mig til at gengive nogle iagttagelser, som jeg havde gjort på stedet.
Måske er det netop denne lokalitet, der har afstedkommet, at Euroman har placeret Second Life blandt elemeneter, som det er aldeles ucool at beskæftige sig med. Ét er i hvert fald sikkert! Her har den såkaldt jævne mand mulighed for at udtrykke sig i ord og handling – og dette er som bekendt altid på godt og ondt. Men det er uretfærdigt at karakterisere Second Life som et univers for tabere udelukkende på dette grundlag. Ganske vist er stedet velbesøgt og populært; men ofte er det en god idé at tage udgangspunkt i kvalitet frem for kvantitet og kvaliteten findes faktisk i denne surrealistiske verden – hvis man gider lede lidt.
Hvad angår Wunderbares Dänemark, har jeg, som man nok kan forstå, ikke mulighed for at følge udviklingen, hvis en sådan eksisterer. Jeg er ”banned” sandsynligvis for tid og evighed. Pyt!! Mangfoldigheden er stor på Second Life. Måske Euroman snart findes med en virtuel redaktion?
Jeg befinder mig i Second Life som Lars Swain. Swain præsenterer sig selv i sin profil som en livsnydende naturist, der elsker at hygge sig og danse. På det sidstnævnte punkt adskiller Swain sig fra virkelighedens Lars; men i Second Life er man i stand til at gøre ting, som man ikke er i stand til i virkelighedens verden. Eller In Real Life, som man siger i cyberspace – oftest forkortet som IRL.
Jeg har ledt efter interessante ting på Second Life – og det er faktisk lykkedes mig at finde adskilligt, så i dét perspektiv er Euromans karakteristik måske skudt en anelse forbi? Jeg blev således glad, da jeg fandt én af mine gamle helte, den hollandske formgiver og arkitekt Gerrit Rietveld, repræsenteret med sin rød-blå stol. En rendyrket møbelklassiker fra det 20.århundrede. Jeg ved at Rietvelds efterkommere vogter nidkært over gengivelser af hans værker på bl.a. Internettet. Mon de er klar over, at oldefar er repræsenteret i Second Life?
Jeg har også fundet Syddansk Universitet og Kunsthallen Brandts i Second Life. Hvad angår sidstnævnte har man ikke skiftet udstilling længe og måske godt det samme? Jeg finder aldrig mennesker dér eller på universitetet. Til gengæld er Wonderful Denmark – Torvet i Korsbæk – stadigt meget velbesøgt, kan jeg se i statestikkerne. Selv er jeg forment adgang til stedet af Korsbæks ejer og administrator, da jeg på et tidspunkt formastede mig til at gengive nogle iagttagelser, som jeg havde gjort på stedet.
Måske er det netop denne lokalitet, der har afstedkommet, at Euroman har placeret Second Life blandt elemeneter, som det er aldeles ucool at beskæftige sig med. Ét er i hvert fald sikkert! Her har den såkaldt jævne mand mulighed for at udtrykke sig i ord og handling – og dette er som bekendt altid på godt og ondt. Men det er uretfærdigt at karakterisere Second Life som et univers for tabere udelukkende på dette grundlag. Ganske vist er stedet velbesøgt og populært; men ofte er det en god idé at tage udgangspunkt i kvalitet frem for kvantitet og kvaliteten findes faktisk i denne surrealistiske verden – hvis man gider lede lidt.
Hvad angår Wunderbares Dänemark, har jeg, som man nok kan forstå, ikke mulighed for at følge udviklingen, hvis en sådan eksisterer. Jeg er ”banned” sandsynligvis for tid og evighed. Pyt!! Mangfoldigheden er stor på Second Life. Måske Euroman snart findes med en virtuel redaktion?
