Den sødlige duft af død

Jeg havde hørt på den forhenværende kunstneriske leders åbningstale og jeg havde en vag idé hvad denne udstilling handler om. Kunstneren bag 'Smoking Gun' i Århus Kunstbygning hedder Ismar Cirkinagic. Han er en dansk kunstner med bosniske rødder. Et menneskeligt efterprodukt af en ond og meningsløs borgerkrig.

Cirkinagic har sin måde at tolke krigen på rent visuelt; men ét af de mest raffinerede og uhyggelige indslag i 'Smoking Gun' er et rum, som er beklædt med trekantede ræssonansdæmpende skumgummipuder. "Det her får min tinnitus til at træde frem", siger min ledsager, der som billedhugger sandsynligvis ofte har "glemt" høreværnet i sin iver efter at få diabasen til at makke ret med den støjende vinkelsliber. Eller er det fortidens rock-spøgelse, der har skabt denne evige kammertone i hans kranie?

Det audielle i rummet er ikke det eneste, der skaber associationer imod død. Ned fra loftet hænger en nøgen pære med en ikke ubetydelig lyskraft. Denne lysgiver illuminerer en urne, der er placeret på et podie. Jeg prøver forsigtigt at snuse til urnen og en sødlig lugt rammer mine næsebor.

Jeg beslutter mig for at indfange den uhyggelige stemning med mit kamera. En høj, ung kvinde træder tilbage for ikke at forstyrre mig i mit forehavende. Jeg beder hende blive stående, således at hun kommer med på billedet. Der er naturligvis ret mørkt i rummet, så det er svært at fange momentet helt skarpt. Det er faktisk også mindre væsentligt! Punkterne, der udgøres af lyspæren, urnen og den unge kvindes ansigt udgør i sig selv en treenighed, som legitimerer dét, som symboliserer både liv og død i samme moment.

Jeg prøver at fortrænge tanken om, at "dén vej skal vi alle". Næsten samtidigt begynder min kammerat at tale om organdonation og et projekt, som hans gallerist tilsyneladende har fået en idé til: Design din egen kiste!!

Bortset fra dét! Billedet er da meget godt… Ikke?