”I er mordere!!!” Sådan definerede en rytter for mange, mange år siden arrangørerne af det legendariske cykelløb Paris-Roubaix. Jeg har aldrig været der ved vejsiden i det industrielt prægede nordlige Frankrig. Jeg har aldrig ved selvsyn konstateret, hvordan brostenene ligger smidt på de mere end 50 kilometer såkaldte pavéer, der udgør en væsentlig del af det højst mærkværdige cykelløb, der ikke ligner noget som helst andet cykelløb i hele verden.
Jørgen Leth har skildret mareridtet i nord i den klassiske dokumentarfilm ’En Forårsdag i Helvede’. Denne titel har siden udgjort selveste identifikationen på denne lidelse af en forårsklassiker. Måske ikke den sprotsligt mest anerkendte? Men i særklasse sandsynligvis dén, som de fleste ryttere gerne vil vinde.
For netop vinderen af Paris-Roubaix vil dette helvedes-scenarie forvandle sig til en himmerigsoplevelse. Det er umuligt at forestille sig med hvilken følelse denne ene sejrsherre skyller støvet eller mudderet af kroppen i det primitive bruserum ved velodromen i Roubaix. Om det er mudder eller støv afhænger af vejret. Nogle foretrækker tørvejr, som måske kan gøre løbet mere sikkert. Brostenene er ikke glatte som sæbe og dermed er faren for styrt ikke umiddelbart overhængende. Andre finder det fordelagtigt, hvis løbet udvikler sig så vanskeligt som muligt. Regnvejr gør således løbet til et anliggende for ryttere, der er teknisk velfunderede og som evner at koncentrere sig gennem de vanskelige pavéer.
Man kan tale om ”den enes død er den andens brød” i Paris-Roubaix. Hvis man er i stand til at holde sig fremme i feltet, minimeres risikoen for styrt. For styrt i Paris-Roubaix er uundgåelige. Styrter en rytter midt i feltet på én af de brostensbelagte strækninger, river han flere med. Hvor mange gange har man ikke set ryttere ligge i en stor mudret dynge i et kaos af cykler, der fuldstændigt tilsølede er viklet ind i hinanden. Panikken breder sig – og forslået prøver den enkelte rytter at få viklet den ene cykel ud af den anden. Der er kun én vej! Op på hesten igen. Håbet ligger nu i, at der ikke er sket materiel skade. Servicebilerne er ikke umiddelbart i nærheden i disse momenter.
På den legendariske strækning ved Arenberg-skoven står publikum som sild i en tønde. Her er det ledeste stykke pavé. Her er – næsten – garanti for dramatik. Der er ingen, der ligefrem håber på dramatiske styrt; men når vi nu er her? Rytterne kender betingelserne og tilskuerne ligeså. Man hjælper den forulykkede rytter på cyklen igen, giver ham et lille skub på vejen og siger pøj pøj! Ingen kunne drømme om, at straffe en sådan handling. Arrangørerne er trods alt en slags mennesker.
I et så mytologisk løb som Paris-Roubaix er der mange symboler og mange elementer, som skal underbygges og holdes i hævd. Et kort stykke med brosten udgør vejbelægningen på det sidste stykke inden rytterne entrerer cyelbanen i Roubaix, hvor løbet afsluttes med 1½ omgang sprint. Ofte kommer vinderen ind på velodromen i ensom majestæt og kan lade sig hylde af et publikum, der sikkert har fulgt løbet hele dagen på storskærme. Sidste år vandt CSCs australske rytter Stuart O’Grady løbet som første ikke-europæer. Insisterende sled O’Grady sig fri fra favoritfeltet og vandt en sejr, som måske er den vigtigste i hans karriere.
I morgen søndag køres Paris-Roubaix for jeg ved ikke hvilken gang – er det 108. eller 109.? – men én ting er sikkert. Jeg følger lidelserne på TV, som jeg har gjort alle de andre år. Der bliver ikke lavet aftaler på denne søndag eftermiddag.
