fredag den 26. april 2013

Holger Danske solgt for 3,2 million


Nationalisten over dem alle, Pia Kjærsgaard, gik totalt i selvsving, da hun erfarede at en bronzeversion af Holger Danske var sat på auktion på Lauritz.com. Hun opfordrede Folketinget til at købe værket med henblik på en central placering ved Christiansborg.
 
Heldigvis har de ledende politikere i landet andet at tænke på, end Hans Peder Pedersen-Dans frankofile parafrase over danskheden, og det hele fadede ud i skyggen af lock-out og regeringsindgreb.
 
Nu er auktionen afsluttet, og Holger Danske opnåede hammerslag på den nætte sum af kr. 3.200.000, hvilket er næsten trekvart million over vurderingen.
 
Hvis man følger budhistorikken på Lauritz.com, kan man se, at der var to udbydere, der kæmpede om Holger, og jeg mener, at have erfaret at værket havner i Skjern, og man kan vel sige, at hvis Helsingør – repræsenterende Østsjælland – skal besidde en version af Holger, bør Vestjylland vel også eje én?
 
Det bør være logik for selv for fru Kjærsgaard.