”Steen Rasmussen har udviklet sit arbejde med de grafiske udtryk, så en del af hans værker nu fremstår som rumlige installationer. Værket ’Dialogue Table’ – som indgår i den aktuelle udstilling – er skabt i samarbejde med den japanske kunstnerkollega Rikou Ueda. Det er en rumlig, sort og meget grafisk skulptur, hvor Steen Rasmussen undersøger døden og skaber en slags meditationsrum med plads til betragterens overvejelser”.
Blandt andet dette kan man læse i pressematerialet vedr. udstillingen ’Grafisk Metamorfose’, som er aktuel på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 24. august-1. december.
Som det fremgår, er kunstneren bag udstillingen grafikeren Steen Rasmussen, som på det seneste har eksperimenteret med det grafiske medie i en skulpturel/rumlig betydning.
Samtidigt viser Badet en udstilling med et antal skulptører fra Litauen. ’New and Tradition’ kan som Steens udstilling ses frem til 1. december.