Normalt er bedømmelsen og udvælgelsen af kunstværker til censurerede udstillinger noget, der foregår bag lukkede døre; men sådan forholder det sig ikke ved udstillingen Inside, som har fundet sted hvert andet år i Kunstpakhuset i Ikast gennem en kort årrække.
Censureringen finder sted med publikum på, og det er faktisk ret underholdende for både de interesserede og for censorerne, at det foregår på dén måde. Det ved jeg, da jeg selv var én af de tre censorer i 2010.
I år er censorerne billedkunstneren Zven Balslev, leder af Kunsthal Nord i Aalborg Henrik Broch-Lips samt kurator og billedkunstner Tijana Miskovic.
Den offentlige censurering finder sted d. 27. september i tidsrummet kl. 12-17, og udstillingen åbner i Kunstpakhuset d. 4. oktober.