mandag den 15. september 2014

Ny kunsthal i Silkeborg







Da kunsthistorikeren Lone Just Andersen fik idéen til en kunsthal foran sin privatbolig på Baggesensvej i Silkeborg, kunne man godt tro, hun havde skævet lidt til Thomas Anderssons tilsvarende i nærheden af Skanderborg. 

Som hos Andersson er der i tilfældet Silkeborg Kunsthal ikke tale om et stort udstillingssted; men blot et lille hus på størrelse med en telefonboks. Gennem vinduerne i facaden, kan man så opleve det udstillede syv dage om ugen, 24 timer i døgnet. 

Hvad var vel mere nærliggende, da kunsthallen officielt blev indviet d. 6. september, end at Thomas Andersson stod for åbningen og for at klippe båndet over, der symboliserede indvielsen af det alternative udstillingssted.